Pædagoger kan være med til at forebygge angst
Pædagoger i dagtilbuddene kan hjælpe børn, der er i gråzonen i forhold til at udvikle en angstlidelse. Det kan de gøre ved at skabe et miljø, der fremmer en sund og åben nysgerrighed, og ved at gå forrest og vise, at de ikke er bange.
Tekst: Hedda Maj Jensen Illustrationer: Thomas Balle
Angst er den hyppigst forekommende psykiske lidelse hos børn, og halvdelen af de børn, der har en specifik fobi eller en separationsangst, får den, når de er mellem fem og syv år gamle.
Derfor kan pædagoger i dagtilbud gøre en vigtig indsats ved at være med til at forebygge, at et ængsteligt eller frygtsomt barn udvikler en egentlig angstlidelse, mener Barbara Hoff Esbjørn, som er leder af Center for Angst på Københavns Universitets Institut for Psykologi.
”Angst kan starte hos børn fra to - tre årsalderen. Den tidlige skolealder er der, hvor vi ser flest, men der er også en del, der får det i førskolealderen. Når et barn er fem - seks år gammelt, bliver barnet bedre til at kunne tænke den type tanker, som medfører evnen til at kunne bekymre sig. Der sker også noget med barnets evne til at forstå sammenhængen mellem det, der sker nu, og det, der sker senere. Desuden udvikler barnet evnen til at kunne forestille sig, hvad fx død er for en størrelse, og hvad den kan have af betydning,” siger Barbara Hoff Esbjørn.
Hvornår er det naturligt
Det er en naturlig del af livet at kunne blive bange. Det er vigtigt at være opmærksom på farer i omgivelserne, hvis der er farer. Men det er også vigtigt at kunne lade være, hvis der ikke er nogen farer.
”Når barnet begynder at trusselsovervåge i trygge situationer, er angsten blevet en angstlidelse, som forhindrer barnet i at leve et normalt liv og i at udvikle sig. Hvis man hele tiden er på vagt, så kan man jo ikke leve et normalt liv. De fleste mennesker lægger først mærke til faren, når den er tæt på og relevant for os. Men børn med angst lægger mærke til farer, der ikke er relevante. Det kan eksempelvis være barnet, der spotter hunden helt nede for enden af vejen og bliver bange, også selv om den er i snor og på vej væk, hvor forældrene typisk siger ”hvor?”, for de har ikke lagt mærke til noget, for der er ingen fare,” siger Barbara Hoff Esbjørn.
Som pædagog skal man skelne mellem, om barnet siger fra af en god grund. Man skal vurdere, om der er noget, miljøet ikke har formået at rumme hos det her barn, eller om barnet siger fra på baggrund af en overdreven bekymring i et miljø, som barnet burde fungere i.
”Man skal ikke bare putte alt ind under en angstlidelse. Der er også nogle gange et isoleret barn eller et barn, som der bliver peget fingre ad i et miljø, hvor der er en venskabskreds, som ikke er i orden,” siger Barbara Hoff Esbjørn.
Få fluen til at flyve væk
De fleste børn er i stand til at høre om noget skræmmende, som fx terror, og så gå videre i deres liv og blive optaget af noget andet. Der er andre ting, der er vigtige for dem, og så bliver det farlige skubbet i baggrunden. Så er der de børn, der spørger ind til, om det kommer til at ske her og accepterer et svar om, at det nok ikke kommer til at ske for dem. Endelig er der så de børn, der ikke kan slippe tanken. Den bliver ved med at poppe op igen og igen.
”Tanken bliver ved med at summe rundt som en flue om et stykke sukker, og hvis du begynder at lægge mærke til fluen og fokusere på den, så får du forstørret problemet, fordi du hele tiden samler negative oplysninger sammen,” siger Barbara Hoff Esbjørn.
Ifølge Barbara Hoff Esbjørn kan pædagoger lægge mærke til, om der er børn, der på den måde kredser om bestemte frygtscenarier eller i høj grad undgår nogle bestemte ting og så hjælpe børnene med at blive opmærksomme på, om det egentlig gavner dem. Spørg fx børnene:
”Hvad er sjovt for dig? Du kan godt lide at lege med dukker eller Lego, og du kan godt lide at være sammen med dine venner. Når du bruger så meget tid på at tænke på det der, hjælper det dig så? Gør det dig glad? Skal vi ikke prøve at lade være med at tænke på det? Bare lad det ligge. Prøv at tænke på det som sådan en flue, der kan irritere eller et myggestik - prøv at lade være med at kradse i det. Gå ud at leg i stedet for,” siger Barbara Hoff Esbjørn.
Gå forrest
Man kan som pædagog gøre meget for at fremme en sund og åben nysgerrighed og være en rollemodel i forhold til at kunne håndtere og være fleksibel, når der skal ske noget nyt. Eksempelvis kan man sige: ”I dag skal vi prøve noget helt nyt. Det er spændende at prøve noget helt nyt, som vi slet ikke ved, hvad er”. Man kan desuden italesætte en åben interesse for nye ting, edderkopper osv. Man viser på den måde børnene, at man ikke er bange, og at man tør gå forrest,” siger Barbara Hoff Esbjørn.
På Center for Angst oplever medarbejderne en tendens til, at voksne er blevet mere tilbøjelige til at spørge børn om mange ting, hvor man før i tiden gik forrest og sagde ”Nu gør vi det her.”
”I dag står de voksne ofte bag barnet og spørger ”hvad har du lyst til? Kunne du tænke dig det her? Nu skal jeg hjælpe dig med det, du har lyst til. Man lader i højere barnet tage ansvar for sit liv og egen læring. I en vis udstrækning, er det jo fint, men der er en grænse. Som voksen skal man også gå forrest og sige: ”Jeg er den voksne, jeg har styr på det, og du behøver ikke at bekymre dig om det.” Børn med angst står ofte forrest, og det er et enormt stort ansvar, der dermed bliver placeret på barnet. De fleste børn bliver enormt lettede, når de mærke, at den voksne har styr på det,” siger Barbara Hoff Esbjørn.
Som pædagog kan man også overveje, hvor meget man selv både direkte og indirekte trusselsovervåger og italesætter potentielle farer foran børnene (Pas nu på du ikke falder ned).
De voksne skal tage ansvar
Når man spørger for meget til, hvad barnet gerne vil og ikke vil, skal man tænke på, at barnet ikke nødvendigvis kan overskue konsekvensen. Et eksempel er, hvis et barn siger, at det får det skidt af at skulle i børnehave, og man så bare siger ok og accepterer, at barnet bliver hjemme, i stedet for at sige: ”Du skal i børnehave”. Som fagperson skal man stole på sin vurdering og turde sige, ”Det der, det kan du godt - afsted med dig”.
”Du kan godt med stor respekt for et barns selvstændighed sige,” jeg kan se, at det her, det er ikke godt for dig, prøv det her i stedet.” Det er det, vi er uddannet til. Vi risikerer, at vi i vores forsøg på at anerkende og være respektfulde, kommer til at give barnet for meget ansvar. Selvbestemmelse i børnehavealderen skal være: ”Vil du lege med Lego, eller vil du lege med Barbie?” ikke: ”Kunne du tænke dig at gå i børnehave i dag? ” siger Barbara Hoff Esbjørn.
Hun forklarer, at børn med angst vil være tilbøjelige til at tolke alt, der er tvetydigt, negativt. Så der er en risiko for, at man som voksen kan komme til at forstærke angsten ved at anerkende den, så barnet eksempelvis får en følelse af, at det rent faktisk er farligt at gå i børnehave. Det betyder dog ikke, at vi skal afvise det angstfulde fuldstændig, så barnet ikke føler sig hørt. Det er en hårfin balance.
Når det bliver psykiatri
Barbara Hoff Esbjørn skelner mellem den normale udvikling, gråzonen og der, hvor det bliver en psykiatrisk lidelse - altså der hvor barnet trusselsovervåger i trygge situationer og forhindres i at leve et normalt liv og i at udvikle sig.
”Der, hvor man kan gøre noget som pædagog, er typisk i gråzoneområdet: Det er ikke blevet en reel lidelse endnu, men man kan se, at der er risiko for, at det kan blive det. Her kan man hjælpe barnet ud af en dårlig udvikling ved at skubbe i den rigtige retning. Men er det først blevet en psykiatrisk lidelse eller er man i tvivl, så skal man henvende sig til en specialist, som ved, hvordan man behandler angst hos børn,” siger Barbara Hoff Esbjørn.
Hvis barnet befinder sig i gråzonen, kan man prøve at tilgå det angstfulde gradvist. Det handler om at møde barnet der, hvor det er, og så finde den nærmeste udviklingszone. Man skal ikke bare trække sig tilbage, når barnet giver op, men i stedet se på, hvordan man langsomt kommer derhen.
”Hvis der er en massiv angstlidelse, kan man naturligvis ikke bare lige gøre det. Her er man nødt til at arbejde specifikt med, hvad det er, der vedligeholder angsten og få det afhjulpet i terapi. Men i mange børns tilfælde vil en lille ændring i de omkringværende voksnes væremåde kunne flytte rigtig meget,” mener Barbara Hoff Esbjørn.
Fakta:
Behandling:
Behandling af angst består typisk af forskellige former for kognitive eller metakognitive metoder, som kort fortalt handler om at se på de tanker, der opstår i bestemte situationer, og hvordan man kan tænke alternative tanker eller lade tankerne passere uden at give dem opmærksomhed.
I nogle kommuner er der tilbud som eksempelvis ”Cool Kids” eller tilbud i PPR-regi. Barbara Hoff Esbjørn gør dog opmærksom på, at tilbuddene ikke altid udføres eller får supervision af specialister i kognitiv terapi, og hun appellerer til, at der i kommunerne sættes fokus på at tilbyde specialiseret behandling.
Pædagoger og lærere kunne desuden tilbydes undervisning om angst, så der kan sættes tidligt ind. Jo længere der går, jo længere bliver afstanden nemlig mellem fejludvikling og normaludvikling. Hvis et ungt menneske har haft social fobi i årevis, så aner den unge ikke længere, hvordan man taler med andre unge, for sidst han gjorde det, var dengang han legede med actionfigurer. Det gør man ikke, når man er 17.
Angst hos børn
Angst hos børn og unge er den hyppigst forekommende psykiske vanskelighed blandt børn.
Typisk siger man, at mellem fem og ti procent af danske børn har angst i en sådan grad, at det er behandlingskrævende, og hvis man kigger på nogle af de større studier på unge/voksenområdet, er det faktisk op mod en fjerdedel, der har haft angst på et tidspunkt.
Nogle af de hyppigste angsttyper er:
Separationsangst: Hvor man er bange for at være væk fra forældrene
Specifikke fobier: Hvor man er bange for bestemte ting eller bestemte situationer (hunde, elevatorer, vand, mørke og så videre.)
Social fobi: Hvor man er bange for andres negative evaluering af en.
Generaliseret angst: Hvor man bekymrer sig hele tiden og tænker, hvad nu hvis? For eksempel hvad nu hvis mine forældre ikke kommer og henter mig? Børn med generaliseret angst har hele tiden spørgsmål og bekymringer. De vil typisk være mere hæmmede i deres fremtoning, end børn der oplever akut angst, som går over, når det, de er bange for, er væk.
Hvordan opstår angstlidelsen?
Forskerne ved lidt om det, men ikke nok. For de fleste børn opstår angst som en sneboldseffekt, hvor det langsomt bliver værre og værre. Fra at man måske har været lidt ængstelig til, at det bliver en decideret lidelse. Udviklingen af angst er ofte et samspil mellem faktorer i både barnet og i det omgivende miljø. Eksempelvis:
Genetisk komponent: Man ved, at der er en lille genetisk komponent, så der er en risiko for, at man giver det videre til sit barn, selvom det mest handler om miljø. Man skal dog passe på med bare at placere årsagen i familien. Det kan lige så vel være barnets problem, der giver problemer for resten af familien, som det er familiens problemer, der giver problemer for barnet. Angst rammer også tit meget velfungerende familier, hvor der ikke umiddelbart kan findes en årsag.
Forældre-barn samspillet spiller også en rolle. Har man et tilbageholdende og ængsteligt barn, vil forældrene være tilbøjelige til at overbeskytte det. Kan man som forælder ikke holde ud, at ens barn er ked af det, vil man være mindre tilbøjelig til at opmuntre til nye ting.
Pædagog/lærermiljøet spiller ind på udviklingen af angst, hvis det er et meget overbeskyttende og trusselsfokuseret miljø.
Mobning!
Skift i barnets liv. Angsten kan opstå ved skiftet fra børnehave til skole, hvor barnet pludselig synes, at det ikke kan holde styr på alt og alle, ikke kan forudse, om det kan klare det, eller hvor barnet bliver bange for, hvad der kommer til at ske.
Er barnet hæmmet, bekymret eller uselvstændigt, kan det være en risikomarkør for senere angst. Et meget selvstændigt barn, som bliver ramt af massiv mobning, kan imidlertid også rammes af angst.