Den gode modtagelse:
En god modtagelse kræver empati og kærlighed til børn
Barnet græder, forældrene tøver, og pædagogen føler sig magtesløs og frustreret..
Modtagelsen af det lille barn er en sårbar affære, fordi der er så mange følelser involveret. Men hvordan sikrer man bedst muligt, at aflevering/modtagelse kommer til at gå så godt og smertefrit som muligt?
Tekst: Hedda Maj Jensen
”Rigtig mange pædagoger synes, at modtagelsen af børn i dagtilbuddet er svær.”
Det fortæller lektor på Aarhus Universitet (DPU) Ole Henrik Hansen. Han har sammen med en række andre børneforskere arbejdet med modtagelsen af barnet i dagtilbud i projektet Barnet i Centrum. De satte sig blandt andet for at udvikle nogle konkrete metoder, så børn kan få en lettere start på dagtilbudslivet og dagligdagen.
”Projektet gav et stort positivt ekko ude i verden, og der var mange pædagoger og dagplejere, der meldte sig til at være med til at udforske,” fortæller Ole Henrik Hansen.
Projektet beskæftigede sig både med den allerførste modtagelse i vuggestue eller dagpleje og den daglige modtagelse og havde til hensigt at finde en række måder, man kan gøre processen lettere på.
Det vigtigste er relationen
Der er mange små ting, der kan lette indkøring og modtagelse. Én ting er noget så konkret som et vindue i børnehøjde i døren ind til stuen. Så kan børnene orientere sig, inden de kommer ind. En anden ting er overgangsobjekter, børnene kan tage frem henne i dagtilbuddet. Det kan være et lille stykke legetøj eller et billede hjemmefra.
”Men det vigtigste er relationen til den, der modtager, om det så er pædagogen eller dagplejeren. Pædagogen eller dagplejeren skal være god til at fange det, vi kalder ”afleveringsvinduet”, som er lige præcis det moment, hvor barnet accepterer at forlade mor og gå hen til pædagogen. Vinduet kommer altid, men det kræver en pædagog, der er opmærksom og tilstedeværende og kan fange det, ” siger Ole Henrik Hansen.
Forældrene har imidlertid også et vindue, der skal fanges i forhold til, hvornår de kan gå. Derfor er det en fordel, hvis det ikke er hele familien, der tropper op og afleverer. Det er desuden en fordel, hvis forældrene sætter barnet ned, så barnet selv kan kravle eller gå over til pædagogen eller dagplejeren og på den måde selv er med til at tilkendegive, hvornår det er klar.
”Det bliver lidt svært, hvis pædagogen skal tage barnet fra forældrenes arm - dels fordi det så er svært at fange barnets vindue, og det er sværere for barnet at slippe, hvis det er oppe hos sine forældre. Desuden handler det om, at forældrene skal tage konsekvensen af, at barnet altså går i dagtilbud nu. De er nødt til at slippe barnet og se at komme afsted, når afleveringsvinduet åbner sig, ”siger Ole Henrik Hansen
Den gode pædagog i modtagelsen
Det handler altså om relationen mellem pædagog og barn og pædagog og forælder, og derfor fortæller Ole Henrik Hansen, hvad ”den gode pædagog” skal kunne.
”Den gode pædagog fanger barnet, den gode pædagog er opmærksom, den gode pædagog kan lide børn og gør det, der skal til. Den gode pædagog har den empati, der skal til, og kan justere sig selv og tilpasse sig barnet. Den gode pædagog kan fange barnets signaler og problemer og mærke det i sig selv og genkende følelsen. Dette er fuldstændig afgørende. Det er ikke nok at udvise sympati og forklare barnet, at mor eller far kommer igen i eftermiddag, for det virker ikke. Det, der virker, det er, når pædagogen kan genkende følelsen og kommunikere det til barnet og forælderen. Det er det, som trøster og skaber tryghed,” forklarer Ole Henrik Hansen.
Den gode pædagog skal ifølge forskerens iagttagelser også helt konkret sørge for, at der sker noget i dagtilbuddet, som kan fange barnets opmærksomhed og interesse. Der skal være udfordringer og inspiration og billeder, og dagtilbuddet skal være sjovt og interessant.
”Den gode pædagog arbejder med den pædagogiske iscenesættelse og forsøger at kvalificere den og justerer og udvikler sin og dagtilbuddets praksis i forhold til, hvad det enkelte barn, har brug for,” siger Ole Henrik Hansen.
Store følelser på spil
Det går ofte galt i afleverings/modtagelsessituationen. Alle pædagoger har oplevet forældre, som går grædende på arbejde, mens pædagogen står tilbage med en voksende irritation på de forældre, som pædagogen føler, gør det hele værre.
”Det er fordi, det er stærke følelser og stærke bånd - og mødre, som vil dø for deres børn. Det er virkelig nogle heftige ting. Jeg tror ikke, der findes stærkere bånd i menneskeheden end båndet mellem mor og barn, og det er det, der lige som skal kappes hver morgen - og samles igen om eftermiddagen,” siger Ole Henrik Hansen.
Følelserne er faktisk så stærke, at Ole Henrik Hansen mener, at pædagoger ind imellem er nødt til at distancere sig for at kunne holde til det på daglig basis.
”Det kan være hårdt for de voksne. Men vi skal huske, at barnet betaler den største pris. Barnet tilpasser sig, fordi det ikke har andet valg,” siger Ole Henrik Hansen.
Tidlig eller sen opstart
En dårlig opstart i dagtilbuddet kan ifølge Ole Henrik Hansen gøre, at barnet aldrig rigtig bliver trygt ved tilbuddet eller i lang tid efter vægrer sig ved at blive afleveret. Derfor er det vigtigt, at især de tidlige afleveringer går så godt som muligt. Der er flere ting, pædagoger og forældre sammen kan gøre.
Vi har i vores måde at indrette vores samfund på ikke skabt de bedste betingelser for en god opstart i dagtilbud. Stod det til Ole Henrik Hansen, skulle vi vente med at aflevere børnene til to-års-alderen - eller næstbedst - langsomt køre børnene ind, fra de er seks måneder. Det sidste har forskerne efterprøvet i projektet Barnet i Centrum. Metoden besværliggøres dog af, at det er de færreste, der på det tidspunkt ved, hvilket dagtilbud de får tilbudt.
”Det ville være interessant at undersøge, om det kan gøres HELT anderledes, så pædagogerne bliver slidt mindre, og børn får en bedre barndom - og forældrene får ret til deres børns barndom, ” siger Ole Henrik Hansen og henviser til Sverige, hvor ingen børn starter i dagtilbud, før de er fyldt et år, og hvor forældrenes barselsorlov er væsentligt længere.
Forsøg med tidlig indkøring
Indkøringen kan lettes, hvis man begynder, når barnet er omkring et halvt år. Det er fordi, barnet på det tidspunkt endnu ikke har udviklet tilknytningsadfærd og derfor har svært ved at forlade mor og far. Den adfærd får barnet, når det er omkring 10 måneder. I den alder er det allerværst, og det er desværre også på det tidspunkt, de fleste børn starter i dagtilbud.
I projektet Barnet i Centrum prøvede grupper af forældre, som skulle starte i samme dagtilbud, at komme på korte besøg på omkring en times tid i dagtilbuddet, fra børnene var 6 måneder og frem til, at de skulle starte.
”Barnet vænnede sig over nogle måneder til de lugte og lyde og især de mennesker, der var i dagtilbuddet, og det gjorde, at når de så skulle starte, så var der ikke behov for en indkøring. Det viste sig også, at det ikke kostede noget ekstra. Vuggestuen troede oprindeligt, at de skulle afsætte penge til vikar i det tidsrum. Men der var ikke behov for det. På den måde endte det med at blive en besparelse, fordi de ikke behøvede at lave en decideret indkøring,” fortæller Ole Henrik Hansen.
Det er mange korte besøg, som ifølge tilknytningsteorien bedst skaber tilknytning til voksne mennesker. Ole Henrik Hansen er klar over at en indkøring på flere måneder kan virke urealistisk. Ideen kan dog måske alligevel inspirere til en noget længere indkøringsperiode med korte visitter, mens forældrene stadig er på barsel.
Bro mellem barnets verdner
Det er en misforståelse, at barnets liv hjemme og i dagtilbuddet skal være adskilt, og at dagtilbuddet kun skal være et sted for barnet. Det mener Ole Henrik Hansen. Han siger, at bedre sammenhæng mellem hjem og dagtilbud er forudsætningen, hvis de gode relationer mellem hjem og dagtilbud skal styrkes, og empatien for den enkelte familie og det enkelte barn skal skærpes.
”Det er SÅ forkert. Man er nødt til at erkende, at de to verdener skal hænge sammen, og at barnet trygt skal kunne gå over den bro, der er blevet bygget der. Nogle børn har meget brug for denne tryghed, mens andre børn spæner afsted og ikke vil med hjem igen. Børn er vidt forskellige, og vi skal passe på ikke at gøre nogen forkerte,” siger Ole Henrik Hansen.
God modtagelse:
Empati og indlevelse:
Vigtigst af alt er, at den pædagog der modtager barnet har empati og indlevelse og kan sætte sig ind i, hvor svær situationen kan være for barn og forældre. Dette skaber en god relation og gør, at forældre og børn føler sig forstået og bliver mere trygge.
Tidlig indkøring:
Hvis det er muligt, så brug lang tid på indkøringen af barnet, hvor forældrene og børn kommer på mange og korte visit - det styrker tilknytningen til dagtilbuddet og dets voksne.
Fang vinduet:
Vær 100 % opmærksom på barnet, og på hvornår barnet er klar til at bevæge sig væk fra sine forældre og over til pædagogen, og grib dette øjeblik. Placer jer på gulvet, så barnet selv kan gå fra forældrene og over til pædagogen eller ind i dagtilbuddet. Dermed er barnet medbestemmende i forhold til tidspunktet for afleveringsvinduet.
Forældre
Lad forældrene vide, at når de har besluttet at gå, så skal de gå - men vær åben over for at skabe en god relation til forældrene, og lad også dem få mulighed for at være i dagtilbuddet, så barnets føler, at dets to verdener hænger sammen.
Glasvindue i døren til stuen
Lav gerne et glasvindue i døren til stuen, så barnet kan orientere sig, inden det kommer ind.
Overgangsobjekter
For nogle børn kan det lette overgangen fra hjem til dagtilbud at have en ting eller et billede med fra hjemmet og gerne også den anden vej et billede fra dagtilbuddet med hjem.
Der skal ske noget
Vær opmærksom på om dagtilbuddet er interessant og udfordrende for de små børn, og skab et miljø, der kan fange deres interesse.
Idé: Morgenmad i dagtilbuddet
Ole Henrik Hansen forsøgte i et projekt sammen med en vuggestue at rykke morgenmaden ind i dagtilbuddet. Dagen startede med, at forældrene satte sig ned og spiste med børn og pædagoger, og børnene kunne så selv bevæge sig væk fra forældrene og ind i dagtilbuddet. Dette giver en bedre mulighed for at ramme børnenes ”afleveringsvindue”. Situationen bliver lidt hyggeligere, og børnene synes, det er fedt.
Barnet i Centrum
Er et to-årigt aktionsforsknings- og læringsprojekt, hvor forskere og omkring 350 vuggestuepædagoger og dagplejere fra 18 kommuner samarbejdede med henblik på udvikling af både den pædagogiske praksis og en ny teori om det pædagogiske arbejde med de 0-3 årige børn.
I bogen om forskningen kan hentes endnu flere råd om, hvad det kræver at lave en god tidlige såvel som daglig modtagelse i dagtilbuddet.