Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Rod i lønnen på Frederiksberg
Frustrerede medhjælpere fra Frederiksberg mødte tirsdag den 12. januar op til informationsmøde i LFS. Der er nemlig rod i deres lønninger, og Frederiksberg Kommune vil ikke lave ny forhåndsaftale.
”Holdningen på Frederiksberg er tydeligvis, at medhjælpere og assistenter er et C-hold, som skal have så lidt i løn som muligt. Oveni kommer, at der er usædvanligt mange fejl i kommunens lønsystem” siger formanden for almenområdet i LFS, Thomas Enghausen.
Det satte gang i en lavine, da Frederiksberg Kommune opsagde forhåndsaftalen med LFS i forbindelse med de seneste overenskomstforhandlinger og kom med et udspil til ny forhåndsaftale. Udspillet indeholdt nemlig store forringelser af pædagogmedhjælperes og assistenters lønvilkår, især hvad angik lønstigninger udløst på baggrund af anciennitet. Desuden ville Frederiksberg ikke længere give bytillæg til medhjælpere og assistenter.
”Det kunne vi som fagforening naturligvis ikke acceptere. Så forhandlingerne brød sammen midt i april 2015,” fortæller faglig sekretær Jannike Andersen.
Bunkevis af fejl
Den manglende forhåndsaftale betyder, at LFS skal forhandle lønnen individuelt for alle ansatte inden for overenskomstområdet i kommunen. I det arbejde er der dukket overraskelser op:
”Vi har fundet rigtig mange fejl. Mange får ikke de tillæg, de skal have, og mange er placeret på forkerte løntrin,” siger faglig sekretær Anne Brenøe.
De faglige sekretærer i LFS fandt desuden ud af, at de medarbejderlister, kommunen havde udleveret, var ufuldstændige. Der er simpelthen ikke blevet indsendt lønaftaler på alle nyansatte. Og det er brud på fællesoverenskomsten, fortæller Anne Brenøe.
Vi har bidt os fast
De to faglige sekretærer fra LFS har gennem adskillige måneder arbejdet fuldtid med lønsager fra Frederiksberg. De forhandler med de enkelte institutionsledere, og de sager, hvor der ikke kan opnås enighed, sendes videre til FOA med henblik på forhandling med Kommunerens Landsforening.
”Vi har bidt os fast og bliver ved. Men vi er bekymrede for de mange ikke-organiserede medhjælpere, der er på Frederiksberg, for vi har fundet så mange fejl i vores medlemmers lønninger, at der næppe er tvivl om, at mange af de uorganiserede også bliver lønnet forkert. En del af dem er formentlig også timelønnede, selv om de ud fra overenskomsten burde være månedslønnede og dermed få ret til pension, løn under sygdom og så videre,” siger Thomas Enghausen, der råder alle pædagogiske medarbejdere på Frederiksberg til at få meldt sig ind i fagforening.
”Der er noget, der tyder på, at det er rigtig dyrt at lade være. Arbejder man mindre end 15 timer om ugen, koster et medlemskab 176 kroner, og det er fradragsberettiget. Der skal ikke findes mange fejl på en lønseddel, før det er tjent hjem.”