Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Landskursus 2014.
Den døvepædagogiske faglighed er under pres
Tekst: Jon Arskog
Teknologien og inklusionstænkningen udfordrer døvekulturen i Danmark. På dette års landskursus i Netværket for pædagoger, der arbejder med døve og hørehandicappede var der sat fokus på den forandring og de konsekvenser det har for døvekulturen i Danmark – og hvor den så bevæger sig hen.
Overraskende meldte Socialpædagogernes Landsforbund ved landskursets afslutning ud, at netværket står overfor at blive nedlagt.
Døvekulturen i Danmark er under så stor forandring, at den opleves som værende under afvikling. Tegnsproget forsvinder så småt og den pædagogfaglige ekspertise ser ud til at blive spredt for alle vinde, og vil med tiden sygne hen, hvis der ikke gøres noget.
Problemet er, at langt fra alle ’behandlede’ døve er 100 procent hørende; at der stadig er en gruppe, der forbliver døve uanset teknologiens vidunderlighed, og ikke mindst at en stor og voksende gruppe danskere i løbet af deres liv vil blive hørehandicappede.
Derfor er det nødvendigt at bevare eller videreudvikle en fælles referenceramme, et fælles sprog og en fælles kultur, hvis de grupper fortsat skal være i stand til at kommunikere med omverdenen og ikke skal ekskluderes fra det ellers udtænkt inkluderende samfund.
Således var summen af budskaberne fra eksperterne, der gav indlæg på landskursus 2014 i Netværket for pædagoger, der arbejder med døve og hørehandicappede, der blev holdt i Middelfart den 28. februar til 1. marts.
En teknologisk revolution med konsekvenser
Hele området har under de sidste 10 år været under forandring. Nyfødte børn med høreskader diagnosticeres kort efter fødslen og får indenfor deres første leveår indopereret de såkaldte Cochlear Implantater, der gør dem næsten almindeligt hørende. Den tidlige indoperation af implantatet, gør det muligt for de helt små børn at vænne sig til, forstå og forholde sig til lyd fra et tidligt og kritisk tidspunkt. Det giver mulighed for, at de kan inkluderes i almindelige institutioner og skoler – en udvikling som politikerne i finansudvalgene rundt omkring har taget imod med åbne arme.
Det har været en fantastisk teknologisk udvikling, der på mange måder har givet mange hørehandicappede et liv som hørende og i et vist omfang inkluderet i samfundet. Men det viser sig, at mange inkluderede hørehandicappede ikke føler sig inkluderet, og at de mangler et kulturelt fællesskab andre med døve og hørehandicappede, ”Hvad gør det ved deres identitet? Er de hørende eller er de døve? Marginaliseres de,” spørger arrangørerne i deres oplæg til landskurset.
En konsekvens af, at så mange børn får indopereret Cochlear implantater er, at målgruppen for tegnsprog er blevet mindre.
Konsekvensen er de hidtidige fem landsdækkende døveinstitutioner indskrænkes, og at ekspertisen indenfor den 200-år gamle kulturbærer tegnsproget bliver mindre. Færre og færre ’taler’ ganske enkelt tegnsprog. Spørgsmålet er, hvor bevæger netværkets fagområde sig hen?
Fortsat brug for døvepædagoger
Ifølge næstformand i Socialpædagogernes Landsforbund, Marie Sonne, vil der fortsat være brug for døvepædagogernes ekspertise. Opgaven er blot at tilpasse det socialpædagogiske arbejde til den nye virkelighed.
”Det er en bred målgruppe vi arbejder med på døve- og hørehandicapområdet – og der er et differentieret behov for støtte. En væsentlig udvikling er at langt de fleste døvfødte børn får indopereret et CI-implantat. Det giver behov for en anden støtte end der var før – og derfor behov for nye indsatser. Det skal vi forholde os til – og sætte den socialpædagogiske profession i spil i forhold til de nye behov,” sagde hun og konstaterede at blandt andet talesproget for de CI opererede ikke kommer af sig selv:
”Det er langt fra alle der har fået et CI-implantat, der får et alderssvarende talesprog. Faktisk har kun 40 procent af danske børn med CI-implantat et alderssvarende sprog, når de begynder i skole. I Australien, USA og England ligger det niveau på 80-100 procent. Vi sakker altså voldsomt bagud i forhold til udlandet, når det kommer til at træne og støtte børn med CI-implantat i at opbygge et alderssvarende talesprog,” sagde hun med henvisning til en ny og endnu ikke offentliggjort undersøgelse fra SFI, Socialforskningsinstituttet – en undersøgelse, der først offentliggøres til maj, men som døvepædagogerne på landskurset skulle blive introduceret for.
”Min pointe er, at selv om langt de fleste børn i dag er CI-opererede, og vilkårene for den socialpædagogiske indsats vil ændre sig, så bliver vi ikke arbejdsløse. Tværtimod skal vi bidrage konstruktivt og sætte fokus på, hvordan vi med vores profession kan støtte det enkelte døve barns udvikling ud fra et helhedsorienteret perspektiv,” sagde Marie Sonne og pegede videre på de døve der ikke opereres og dem der ikke får fuldt udbytte af implantatet, som grupper, der fortsat har brug for tegnsprogsstøtte.
Forskningsprojekt om døves levevilkår
Steen Bengtsson er forsker på SFI og står bag den undersøgelse Marie Sonne refererede. Spørgsmålet han i relation til de døve har arbejdet med, er hvordan høretab påvirker levevilkårene.
På landskurset præsenterede han relativt rå og ubehandlede resultater, men der var mange væsentlige pointer, herunder at undersøgelsen viser, at der blandt døve og døvblevne er mange, der ser ud til at have psykiske problemer. Der er ca. 40 døve børn i en årgang, der ikke er multihandicappede. Af de 20 børn, der pr. årgang har deltaget i undersøgelsen, har 34 procent af en årgang et tillægshandicap.
70 procent af børnene kommunikerer ved at tale og lytte, 20 procent ved tale og mundaflæsning og kun 3 procent ved tegnsprog. Ikke desto mindre ser han, at gruppen af små børn, trods deres CI-implantat, ser ud til at bruge tegn tidligere end ellers, fortalte Steen Bengtsson.
”Det ser ud til, at CI ikke har fjernet handicappet, men at det er et nyt handicap. Hvordan det så skal håndteres er spørgsmålet,” konstaterede han.
Et stort antal forældre oplever, ifølge hans undersøgelse, at høretabet har betydning for børnenes identitet, selvom CI ellers gør, at de opfattes som ’normale’.
I undersøgelsen svarer børnene også, at de bruger rigtig meget energi på at ’lytte’ efter og at det er belastende at være i skolen – også i frikvartererne. Det slider altså ekstra hårdt på de CI-implanterede børn at ’lytte’ efter, blandt andet fordi det er svært at skelne mellem baggrundsstøj og tale.
Resultatet er, at de døve børn klarer sig markant dårligere i skolen, end deres normalt-hørende jævnaldrende.
Sproget er en forudsætning for en kultur
Filosoffen Lars Henrik Schmidt diskuterede marginalisering af døve gennem kulturens forfald.
”CI er og har været en teknologisk bombe, der ændrer døvekulturen markant. Det har været et tilbageskridt for døvekulturen – et kulturforfald,” konstaterede han og henviste til, at CI – Cochlear Implants, har ført til tegnsprogets forfald og at når et kulturs sprog forsvinder, så forsvinder kulturen også.
Han opfordrede netværket til at træffe et valg:
”Tesen er, at det er forfærdeligt, at noget forsvinder. Men er det altid det? Er det sådan, at fordi noget er ved at blive udryddet, at vi så skal bevare det? Skal vi virkelig bevare sabeltigeren, bare fordi den er ved at uddø? Jeg er da meget godt tilfreds med, at jeg ikke skal møde den i min baghave.
Er det sådan, at bare fordi vi kan, så skal vi,” provokerede han for at udfordre beslutsomheden og bevidstheden om det at vælge.
”Det er ikke jer der har fundet på, at vi ikke vil have en døvekultur. Men det er ude af jeres hænder. Så I skal nu til at beslutte jer til, om der skal være en døvekultur. Hvis ikke der gøres noget, så forsvinder den – så udraderes den af den teknologiske determinisme.”
Han advarede således mod at lade teknologien få overtaget, som det er sket på sundhedsområdet, hvor sundhedspædagogikken ligger under for medicinteknologien og pegede på den mentale forandring, der må ske hos socialpædagogen:
”Hvis nu vi ser inklusion som overgangen fra et socialpædagogisk felt til et specialpædagogisk, hvor det ikke handler om en handicappet gruppe, men om den enkeltes lille handicap; der hvor man kommer ind i en skoleklasse, hvor der sidder børn med andre handicap, men hvor man er en del af fællesskabet – så må dem der arbejder med dem, skifte spor,” sagde han og pegede således på, at der efter hans opfattelse ligger andre og nye opgaver for pædagogerne på området, hvis de tør følge med.
Teknikken udfordrer de døve
En forudsætning for inklusionen af de hørehandicappede er dels anerkendelsen af de hørehandicappede som værende netop det, og dels at deres hjælpemidler rent faktisk virker efter hensigten. Men det er ikke altid sådan, gjorde Aïda Regel Poulsen, der igennem mange år har arbejdet som konsulent for børn og unge med høretab, opmærksom på.
”Sanserne er åbenbart noget man opfatter at alle har. Men sådan er det ikke. Det grundlæggende behov er sanserne og evnen til at kunne opfatte omverdenen og at kunne kommunikere. Det betyder, at blandt andet lyden skal være der – og at den skal være ’rar’,” sagde hun og kom ind på det stigmatiserende i at have høreapparat og at apparaterne i dag skal være så små, at de ikke ses – og ofte heller ikke kan ’høres’.
Det mener hun er et problem, fordi lyd ikke bare er lyd, men at lyden skal være rigtig for at den faktisk kan høres.
Apparaterne – herunder CI – skal altså indstilles til den enkelte og det er en udfordring, når den hørehandicappede ikke ved, hvad det er, vedkommende skal kunne høre. Dét skal blandt andet pædagoger og andre eksperter på hørehandicap kunne hjælpe med.
Hørehandicappede med diagnoser er udfordret på læring
Neuropsykolog Steen Hilling fortalte i sit indlæg om udfordringerne hos børn og unge med høretab, der også har en diagnose, og hvordan man kan behandle dem.
Han konstaterede, at de diagnoser han oftest er støt på i sin forskning er indlæringsvanskeligheder; sociale problemer rettet mod angst – social fobi, manglende handlekompetence, hvor de siger det rigtige, men gør det forkerte; og personlighedsproblemer, der bunder i lavt selvværd.
Han konstaterede videre, at en læringsanalyse viste, at hørehandicappede børn og unge i det hele taget er stærkt udfordrede på struktur, på at lære nyt og huske, og på at holde opmærksomheden. Hele 60 procent af børn og unge med høretab har således store udfordringer med at strukturere deres handlinger. Blandt børn og unge uden høretab er tallet 27 procent.
”Kunne man hjælpe dem til mere struktur og til at lære nyt og huske mere,” spurgte han retorisk og pegede på, at der var der en opgave at tage fat i.
”Det kan man ved at bruge ny teknologi fx iphone og ipads,” svarede han og opfordrede til at tænke i opdragelses-systemer. Steen Hillings undersøgelser konkluderer også, at børn og unge med høretab har markant lavere selvværd, og er både mere udadreagrende og indadvendte end børn og unge, der ikke lider af høretab.
Han pegede på mindfullness og mentalisering, som veje til at hjælpe de hørehandicappede børn og unge.
”Og så lukker vi i øvrigt”
Efter et par gode dage med faglighed i netværket var der god stemning blandt de 66 deltagere på årets landskursus. I pauserne og under maden blev de forskellige indlæg diskuteret ivrigt. Det gjaldt også blandt de seks LFS’ere, der var med.
De genvalgte i øvrigt de to, der i forvejen sad på LFSpladserne i netværkets bestyrelse. Således kan Marianne Ryhl Olson og Lone Ploughmann, der begge er pædagoger på henholdsvis Langelinieskolen og Specialfritidshjemmet ved Langelinieskolen, sidde frem til det næste landskursus, der finder sted i 2016, men som umiddelbart ser ud til at blive det sidste af sin slags.
For med det sidste punkt på dagsordenen ”Fremtiden, der nye faglige fællesskaber” fremlagde SL’s kredsformand på Fyn, Hanne Ellegaard, nemlig de tanker, man i SL gør sig om at sammenlægge SL’s 14 faglige netværk til færre.
Hun skitserede en fem-seks nye grupperinger, hvor tanken er, at bryde pædagoger der arbejder med døve- og hørehandicappede op på flere netværk baseret på aldersgrupper og evt. diagnoser og misbrug. De voksne skal fx ind under ’Pædagoger, der arbejder med voksne med sociale vanskeligheder og misbrug’ og ’børn og unge’-området skal ind under almenområdet.
Det vakte en vis utilfredshed blandt netværkets medlemmer, der protesterede og argumentrede imod. Det gjaldt også Marianne Ryhl Olson:
”Under hele kurset har oplægsholderne fremhævet, at der er behov for bevare det netværk der har med det her sprogområde at gøre. Det er det her, vi har til fælles. Det er ikke, at de er unge eller gamle. Og så er der i øvrigt ingen af de andre faggrupper, der gider, at høre på de ting der er relevante for os. Konsekvensen vil være, at vores faglighed og kampen for at bevare det tegnsprog, som er så nødvendigt for de døve og hørehandicappede forsvinder,” siger Marianne Ryhl Olson.
Hun håber, at SL beslutter at bevare netværket, men går det ikke sådan, vil hun undersøge, om det kan lægges over i LFS-regi.
Et godt kursus
Mette Præstmark Sørensen, LFS’er fra Langelinieskolens KKFO var heller ikke begejstret for SL’s udmelding om netværket, men selve kurset var hun rigtig godt tilfreds med.
”Jeg synes, at det har været rigtig godt. Vi har fået så meget input, at det er svært sådan lige at kapere det hele, men jeg har skrevet nogle ting ned, som jeg gerne vil undersøge videre og diskutere med mine kolleger, når vi kommer hjem. Men jeg synes, at det er paradoksalt, at kurset slutter med, at vi får at vide, at netværket skal nedlægges.”
Thomas Eeg Jessen fra Langelinieskolen/SPK peger på, at et sådant specialiseret netværk og landskurset har mange funktioner:
”Der er flere dimensioner i sådan et kursus. Vi har jo også arbejdsfællesskabet på tværs af institutionerne, hvor de børn jeg har haft med at gøre, nu som voksne er kommet videre til andre institutioner. Der kan vi mødes og give hinanden gode råd, udveksle viden og tanker om dem og være med til at understøtte deres videre udvikling. Man skal huske, at vi jo også bærer børnenes historie. På den måde kan vi skabe en rød tråd i deres liv - og sandelig også skabe mening i vores eget.”
Mette Præstmark Sørensen var særligt ramt af Lars Henrik Schmidts filosofiske diskussion:
”At tænke døve som handicappede på lige fod med andre handicappede er en anden måde at se det på. Det sætter tanker i gang om, hvad det er vi gerne vil bevare. Hvad er det, der er vigtigt. Der tror jeg i hvert fald, at det er vigtigt, at vi har væres netværk og vores fællesskab, fordi vores kendskab til hinanden understøtter, at de har et netværk og et fællesskab.”
SL begynder arbejdet hen mod at omstrukturere deres faglige netværk i maj.
Fakta om CI i DanmarkI 2008 var der ca. 1000 CI-opererede i Danmark, heraf er ca. 550 voksne. Det skønnes, at der i alt er 4000 døve i Danmark. |