Soldater-pædagogik i børnehøjde

Af næstformand Jan Hoby

Den ”rene pædagogik” har kronende dage i disse år. Der går ikke en dag, hvor den ene politiske markering efter den anden ser dagens lys.

Er det ikke ”Ny Nordisk Skole,” så er det myten om, at ”længere skoledage, giver bedre skolegang,” eller at test af børn i vuggestue og børnehave faktisk er en leg? Senest er analyseinstituttet KRAKA kommet med en prøveballon om, at Danmarks placering i PISA mesterskaberne ville forbedres kraftigt, hvis alle børn begyndte et år tidligere i skole.

Alle disse tiltag har det fælles formål at få fjernet den sidste rest af reformpædagogik i Danmark, og erstatte det med politisk pædagogik forklædt som pædagogisk politik.

Den ”rene pædagogiks” forståelse af det globale er styret af ønsket om at score på ranglisterne, så den korrigerede velfærdsstat, altså konkurrencestaten, kan begå sig på internationale markeder og tiltrække arbejdspladser. Kodeordet er vækst – vel at mærke nyliberal vækst, hvor hensynet ikke er miljø eller velfærd, men profit.

Det mest bemærkelsesværdige er, hvor dårlige argumenterne er for den ”rene pædagogik”. De er blottet for viden, indsigt og forskning. Ja, selv tilstedeværelse af viden, indsigt og forskning, ses som en hindring for gennemførelsen af konkurrencestatens ideologisk inhumane og barbariske soldaterpædagogik.

Argumenterne for den ”rene pædagogik” fungerer kun som politiske og ideologiske argumenter. De fungerer ikke som intellektuelle argumenter. De fungerer ikke som pædagogisk eller fagligt argument. De funger slet ikke som humanistisk dannelsesargument, hvor der er respekt om børn og barndommen.

Børn er i den ”rene pædagogiks” optik et middel til at nå målet om uhæmmet vækst. Derfor er det nødvendigt, at omdanne daginstitutioner til skoleforberedende institutioner.
Den ”nye” såkaldte didaktiske pædagogik er den ”rene pædagogik” i praksis.

Problemet er, at didaktisk pædagogik er en ideologimodel.
Didaktisk pædagogik bygger på øget brug af test i vuggestuer og børnehaver. Mere end 37 forskellige måle- og testsystemer findes i landets kommuner, og flere kommer til. Kommunalpolitikerne er nemlig ramt af den samme uvidenskabelige, ideologiske indlæringsvirsus som folketingspolitikerne.

Det tragiske er, at mens politikerne tvinger deres standardiseringer ned over landets daginstitutioner og skoler, viser forskning fra mere end 400 forskningsprojekter om førskoletest, at jo tidligere børn udsættes for test, indlæring og skoleforberedende pædagogik, jo større bliver fiaskoen senere.

Test skaber angste, urolige og aggressive børn, der klarer sig dårligt i uddannelsessystemet. Danmark har i forvejen europæisk rekord i børnerelateret stress og depressioner på grund af, at folkeskolen er blevet reduceret fra dannelses-institution til væksthus for test. Så testtyranniet i daginstitutioner vil blot forstærke en kedelig rekord. Væk er al snak om chancelighed. For test forstærker, understøtter og reproducerer ulighed på køn, race, kultur og klasse.

Faglighed under pres

Desværre har den ”rene pædagogik” ikke kun konsekvenser for børn, børns fritid, frihed og kulturfællesskaber. Det har også konsekvenser for pædagoger, pædagogisk faglighed og pædagogisk praksis. Langsomt men sikkert bliver den pædagogiske faglighed reduceret til ingeniørkunst.

Hvis ens faglighed ikke kan stå alene, helt uden forsvar, så bliver der før eller siden et problem. Filosoffen Immaunel Kant sagde, at pædagogik er umulighedens kunst, hvor der ikke findes eksakte afgørelser. Men når pædagogisk faglighed reduceres til sociale teknologier og sprogstimulering reduceres til sprogteknologi, så bliver det sværere og sværere for fagligheden at stå alene.

Jo flere hjælpemidler der skal til for at udføre arbejdet, jo svagere bliver fagligheden der udsættes for disse hjælpemidler. Det faglige ”bevægeapparat” og evne til at kritisk refleksion eroderes. Umyndiggørelsen af den pædagogiske viden, indsigt og forskning bliver institutionaliseret.

Måske det er på tide, at pædagoger, lærere og forældre siger fra overfor det systematiske tyveri af barndommen. For den ”rene pædagogik” er pædagogikkens svar på Pol Pot.