Ej blot til lyst

Af Elisabeth Lockert Lange

På Teater Stjerneskud er kreativitet og leg i fokus. Men både dramaøvelser og forestillinger giver også udviklings-hæmmede borgere selvindsigt og forståelse for hinanden.

”Når man spiller, kan man være i en anden verdenend den man er i, med fægtekamp og dans og man kan være kriger”, siger Ole med et stort grin.

Vi sidder på Sundbyvang, hvor deltagerne på onsdagsholdet i Teater Stjerneskud fortæller om deres oplevelser med at spille teater. Det er pædagog Synne Dupont, ansat i Center for selvstændige boformer, som styrer teaterprojektet for 18 udviklingshæmmede borgere, som dyrker drama i hold af seks personer.

Ole klukler mens han fortæller videre:
”Jeg morer mig så meget. Fx skulle jeg stamme i et stykke,og jeg stammer ikke og har ikke prøvet det før, men folk troede at jeg stammer rigtigt. Man bliver glad af at spille, og vi har sammenhold med dem vi spiller med. Jeg kan godt lide at være humoristisk, så folk griner, men Romeo var min yndlingsrolle.”

Romeo og Julie opførte teatret i efteråret, og Julie blevspillet af Bjarne, som altid spiller kvinde, hvis han kan komme til det. Han har en kvinde i sig, siger han. Derfor spiller han også den lille pige i Den lille pige med svovlstikkerne, truppens sidste stykke op til jul.

Jette spiller H.C. Andersen, og hun er ikke i tvivl om,hvad drama og teater betyder i hendes liv og for hendes udvikling. Hun har haft et liv med meget depression og ked-afdet- hed, har trøstespist og ikke turdet fortælle om, hvad hun været udsat for. Her har hun nu åbnet sig, hun kommer ud med vreden og giver plads for glæden, siger hun:
”Jeg har aldrig været så glad som nu.”
Og nervøse? Næh. ”Vi går da bare ind og gør det”, sigerOle.

Godt pædagogisk redskab

Som man kan forstå er ambitionerne i orden hos onsdags-holdet i Teater Stjerneskud, som LFS Nyt møder efter en øveeftermiddag.

Pædagog Synne Dupont startede i Netværket tilbage i2006, og drama har hele tiden været hendes særlige fokus. I 2010 fik hun mulighed for et fuldtidsprojekt, hvor hun lånte lokaler på Irlandsvej 35. Hun havde i forvejen nogle borgere tilknyttet fra Netværket, og nu deltager der også borgere som bor i egen lejlighed og i bofællesskaber og enkelte fra botilbudsområdet. I alt ca. 18 personer.

Men hvorfor netop drama med udviklingshæmmede borgere?

”Helt grundlæggende er drama et fantastisk godt pædagogisk redskab. Teater er i fællesskabets ånd, og deltagerne får nye fællesskaber og udvikler større tolerance overfor hinanden.

Deltagerne er meget forskellige, og hvis det hele skalfungere, så skal de tage hensyn til hinanden.”

Hun peger på dramaarbejdets to grundlæggende dele. Selve skuespillet, det at fremføre det, opleve publikum og succesen. Og så alle øvelserne og øvetimerne, hvor deltagerne bearbejder følelser, bruger deres egen livshistorie og får masser af erindringer og følelser frem.

”Jeg gør meget ud af det sidste også, altså deltagernes følelsesliv. Disse borgere har ofte særlige vanskeligheder med at vise og dele følelser med andre. Måske fordi de har de indlæringsvanskeligheder de naturligt har, måske på grund af hvad de har oplevet tidligere i deres liv. Drama og skuespil giver dem mulighed for at få frit afløb for følelser, de ellers lukker inde, følelser som frustrationer, glæde, rørthed etc.”, siger hun og fortsætter:

”Drama er et frirum til at udtrykke følelser, som disseborgere ellers ikke får lov eller mulighed for at udtrykke, fxkan de eksplodere og få afløb for frustration, uden at det er farligt her. Der er et stort engagement, for de vil gerne lære og opleve. Mange af dem bærer på meget, og de har måske ikke altid været behandlet lige godt tidligere i deres liv.”

Bruger deres eget liv

At Synne Dupont brænder for lige netop drama, og alt hvad det kan skabe af positiv udvikling for de udviklings-hæmmede borgere i teaterprojektet, er man ikke i tvivl om, ordene falder nærmest over hinanden, når hun fortæller om alt det, som hun oplever sker med deltagerne.

”De får lov til at kanalisere følelserne ud i et kreativt udtryk. De har både stærke følelser og stor kreativitet, og de er enormt åbne over for begge dele. Måske ved de ikke altid, hvordan de skal udtrykke den enkelte følelse, og derfor træner vi bl.a. med dramaøvelser.”

Dramaøvelserne kan omfatte bl.a. gangarter, stemmeopvarmning, mimen, og improvisationsøvelser af, hvordan forskellige følelser får udtryk. Det kan fx være gennem en leg med bold, hvor tre bolde kan illustrere tre forskellige grundlæggende følelser, fx vrede, ked-af-det-hed og glæde, og når bolden så kastes til den enkelte skal vedkommende udtrykke følelsen.

”Den slags giver meget, de kommer tæt på sig selv og hinanden, og jo større tryghed ved hinanden, så mere ser jeg de lytter og kommer med gode råd til hinanden også. Jeg mærker at der sker noget frugtbart mellem dem, de bruger deres egne erfaringer, og jeg er på sidelinjen og støtter op. De får koncentration, tillid og fælleskab, og de får den erfaring at de alle er vigtige brikker til helheden, uanset om de har en stor eller en lille rolle.”

Hun ser at deltagerne rykker personligt. Og det ser ”deres” pædagoger, som laver handleplaner med dem også, fortæller hun. De bekræfter at borgerne er mere afdæmpede på en måde, så de giver mere plads til andre mennesker og tager mere hensyn til andre.

”Nogle bliver mere afdæmpede psykisk, mens de indesluttede bliver mere åbne og talende”, siger hun og forklarer:

”Når man arbejder med drama går man ind i følelser, ogdet smitter af på andre dele af deltagernes liv. Drama får deltagernes egne livshistorier frem og bearbejdet, for når man arbejder på denne måde, så associerer de og mindes. De kommer i kontakt med problematikker i deres eget liv og deres egen livssituation, fx om de har svært ved tæt kontakt. En erkendelse og bearbejdelse af det giver dem større bevidsthed om sig selv, og om hvorfor de reagerer som de gør. Jeg er ikke terapeut, og jeg arbejder ikke terapeutisk, men de begynder at fortælle fra deres liv. Også om oplevelser af at være anderledes og blive mobbet. Vi får gode snakke og så laver vi skuespilscener, hvor disse oplevelser kommer med.”

Det er først og fremmest dramaøvelserne og musikken,som kan skabe kontakten til stemningen i et stykke og dets følelser. Og til tider vækkes der store og svære følelser.

”Det løser op, de får billeder frem og fortæller om dem, også taler vi om, hvorfor netop dette rører dem. Nogle gange kan de give udtryk for det, andre gange ikke. Men de øver sig.”

Personlige grænser

Synne Dupont oplever da også klart at deltagerne bliver mere åbne.

”Både de selv og jeg oplever at deres personlige grænserflytter sig over tid. Vi taler om, hvorfor de ikke vil denneøvelse, og når vi så tager en lignende øvelse ind igen, så har det ændret sig. Jeg tror det er godt for dem at mærke at de bryder mønstre – og at det ikke er farligt. Og så er det naturligvis vigtigt at jeg respekterer deres grænser, og at de selv forstår hvorfor de har de grænser de har.”

Hun kommer med et eksempel. Hvis de har haft en dårligoplevelse med relationer og er hæmmet måske fordi de harværet dirigeret og styret meget eller andre særlige erfaringer, så beskytter de sig naturligt nok ved at have grænser.

”Og når vi så fx spiller kærlighedsscener, så skal jeg væremeget opmærksom, tage hensyn og beskytte dem, som ikke ønsker scenerne for tæt på. Og samtidig skal stykket give dem mulighed for at bearbejde oplevelserne og vende dem til selvindsigt og forståelse.”

Netop dette, at se borgernes ressourcer og deres vanskeligheder, kan hun som pædagog, og hun indretter sit arbejde, sådan at hun stiller de rigtige krav til dem.

”Jeg presser dem tilpas, også der hvor det er svært, fordet er der, de mærker sig selv. Det fremmer deres evne til at se hinanden, til at tage kontakt og kommunikere med hinanden. De lærer mere om det fælles, om deres eget liv og om livskvalitet. Jeg skal sørge for at tilpasse det, så de magter det, hvis jeg stiller for store krav, kommer der kampe. Menjeg gør det i tillid, så de rykker. Der er mange lag, og det er spændende. Det er et stort tag-selv-fad, de får adgang til. Nogle af dem kan også have svært ved at udtrykke sig fysisk, og de kan være meget anspændte. Den store udfordring er deres manglende kontakt med egen krop, de kan være tunge i bevægelserne, og det er spændende at få dem til at slappe mere af og bruge kroppen.”

Deltagernes egne idéer kommer med, når de arbejder medet stykke, og de er bedre og bedre til at sige hvad de har lyst til, hvad de gerne vil prøve, især fordi de er bedre til at mærke det, fortæller hun. Også deres evaluering kommer med.

”Jeg samler op og hører, hvis de fx er kede af det, og demåske ikke forstår hvorfor. Jeg er meget opmærksom på dem og jeg skal styre en del, for der skal være struktur på. Jeg inddrager dem også i at give kritik, i hvad de synes er godt og dårligt. Jeg vælger at evaluere med dem enkeltvis, så de selv skal mærke efter og tage stilling. Så får jeg sandheden.”

Leg

Dramaholdets aktiviteter er meget varierede. De tager løbende ud og ser forestillinger, og de har også været ude og rejse, til Prag, hvor de så sort teater. Det gjorde indtryk for det viste at teater og drama er mange ting.

De laver to større forestillinger om året og nogle mindre.
I skrivende stund øver de som sagt på Den lille pige medsvovlstikkerne, på opfordring fra en af deltagerne. Der er jul, stemningsfuld musik og visuelle oplevelser i det. Og samtidig handler det om, hvordan vi behandler de som er i nød. De har også haft et julestykke om en blå nisse, det vil sige en anderledes nisse, det er et tema de kun kender alt for godt. De laver også mimen, julestykker med musik, Shakespeare bl.a. Romeo og Julie som de optrådte med for Bakspejlet og Grøndalsvænge. De tager eventyr, men også mindre ting som små opvisninger af sange af Kim Larsen, en Tante Sofie (fra Kardemomme by) og af Anne Linnet.

”Jeg prøver at give noget forskelligt, dans, sang, fælles-udtryk. Og måske eksperimenterer jeg lidt for meget, det skaber latter, men jeg tror også det skaber åbninger. Jeg laver også om på handling og replikker, så det passer deltagerne. Min erfaring er at de kan have svært ved at huske det, så sammen omformulerer vi, så det er let for dem at sige dem. Og så bruger jeg meget musik og ”store” symboler, sværd, hjerte, døden, vinde og miste. De går op i det med liv og sjæl. Da vi øvede Romeo og Julie i efteråret var der store følelser, jeg sagde til dem at det var helt okay, de måtte gerne bruge de følelser”, siger Synne Dupont og tilføjer:

”Jeg tror på at det hele skal frem hos folk. Og hvis detbliver for alvorligt, så samarbejder jeg med deltagernes pædagoger, så de ved hvad der er sket og samler op.”
Men det hele er ikke store følelser. Der er også rigtig meget leg i det. Deltagerne leger meget, og det Synne Dupont også.

”Legen gør at sindet bliver mere afdæmpet, og det gørat de er utrolig tålmodige og venter på hinanden. Under enforestilling er der meget ventetid, men det er der respekt for og forståelse for. De møder op, og der er et fællesskab bag scenen, de bærer det sammen. Bagefter har de en stor stolthed over at de har fyret den af, de har et stort smil på læben. Alle vokser af at komme ud og vise at de kan og tør noget. Og ofte filmer vi, det er et godt redskab for både dem og mig, de er meget visuelle, og så taler vi om det ud fra det.”

Nogle af deltagerne på de tre dramahold har Synne Dupont kendt siden 2006, andre kun et år. Hun rokerer også på deltagerne, så de bliver tilpas udfordret, og så kemien passer.

”Det allervigtigste er at de synes det er sjovt. Og at desom ser det synes det er sjovt at se.”

Og fremtiden?

”Min drøm er at vi får vores egne lokaler med en lille scene– måske endda med jobs for brugerne med kulisser, kostymer, lys og entré. Det kunne være spændende ved optræden at det var brugerne selv, der gjorde alt det. Det tror jeg ville udvide mulighederne, for jeg tror der er andre derude som gerne vil noget andet, fx teknik og kulisser. Og det er også en del af en teaterforestilling”, siger hun og understreger at hun er meget taknemmelig for at hun kan låne salen på Irlandsvej.

Teater Stjerneskud kan kontaktet på telefon 51 68 01 74og e-mail: teaterstjerneskud@gmail.com