Kronik

Af Martin Fogh, Pædagogstuderende på Københavns pædagogseminarium.

HVEM TAGER ANSVARET FOR BØRNS SUNDHED?

Debatten omkring børn og sundhed fylder mere end nogensinde før i mediebilledet og oplysningsniveauet på feltet er højt, men alligevel viser alle undersøgelser, at der stadig bliver flere og flere børn med livsstilssygdomme som følge af dårlig kost. Den følgende kronik er skrevet på baggrund af en pædagogstuderendes oplevelser og tanker omkring børn og kost på det fritidshjem, hvor han i øjeblikket er i praktik.

Det er bestemt fra politisk side, at børn i fritidshjem skal tilbydes et måltid midt på eftermiddagen, så de kan klare sig mellem frokosten på skolen og aftensmaden i hjemmet. Rammerne for dette måltid er op til den enkelte institution at fastsætte, men min oplevelse er, at mange af fritidshjemmene har en rimelig ens holdning til det.

Dette udsagn bygger jeg på samtaler med andre studerende, der er i praktik på forskellige fritidshjem i København. Alle disse steder har det til fælles, at eftermiddagsmaden består af brød og frugt, og det lyder jo umiddelbart meget godt. På det fritidshjem, jeg er i praktik, har man endda en holdning til at brødet skal være økologisk og hjemmebagt og ledsaget af økologisk smør.

Nu tænker du som læser nok, at det da er dejligt, at børnene bliver fyldt med vitaminer og kulhydrater i stedet for burgere og chips, og at institutionerne derfor tager ansvar i forhold til børnenes sundhed ved at tilbyde dem mad, der ikke svømmer i sukker og flerumættede fedtsyrer.

Jeg mener imidlertid ikke, at institutionerne gør mere, end man absolut må kunne kræve af dem. Børnene har krav på et måltid mad, og hvad er nemmere og billigere end brød? Det skulle da lige være ris, men det kræver en skål, som man så skal bruge ressourcer på at vaske op bagefter. Frugt er altid godt, og når det er sæson, får man smidt to kilo æbler i nakken for en tier i Netto. Så er man godt dækket ind, for ingen kan påstå, at brød og frugt er usundt, og til de priser kan man servere store portioner, så alle kan blive mætte.

I mine øjne lugter det langt væk af nedprioritering af kosten i budgettet, når man bruger anslået hundrede kroner om dagen til tres børn og dermed cirka 25.000 kroner om året på dette felt, når man samtidig i min praktikinstitution bruger 30.000 kroner på en keramikovn. Bevares, det er bestemt ikke nogen dårlig investering, for mange børn vil få glæde af den fremover, men det giver et billede af, hvordan en institution tænker på kosten som en ydelse, den er blevet påtvunget at udføre og derfor ikke vil bruge flere ressourcer på end højst nødvendigt.

Det er et syn på kosten, der i den grad mangler holdning i forhold til de problemer med fejlernærede børn og unge, som vores samfund får flere og flere af. Hvis man serverer et æble og et par skiver brød til et barn hver dag, bliver det hurtigt ensformigt og lige- gyldigt. Man undgår, at barnet mæsker sig i usunde ting på institutionen, men man gør intet for, at barnet bliver interesseret i god og sund kost på længere sigt. Det kræver nemlig i langt højere grad, at barnet bliver præsenteret for en masse forskellige madoplevelser og ikke kun brød og frugt.

En anden ting er, at børnene så kun får lært at skære en frugt ud og røre en dej sammen og dermed ikke får mulighed for at få fingrene ned i alle mulige forskellige slags mad. Det er min erfaring på baggrund af flere projekter med børn og mad, at børn er mere åbne for nye madoplevelser, hvis de har været med til at tilberede maden. Her kommer institutionernes holdning igen til syne, for i stedet for at udnytte det potentiale, der ligger i madlavning som pædagogisk aktivitet, er det oftest bare en voksen, der klarer det, så man bruger mindst mulig tid på det.

Nu er det let at pege fingre af institutionerne, men faktum er, at det er en holdning, der gennemsyrer vores samfund. I de følgende afsnit vil jeg beskrive, hvordan skolen, forældrene og politikerne håndterer forholdet til børns kost.

Når man er ansat på et fritidshjem, har man et nært samarbejde med skolen, og man får dermed et indblik i nogle forhold, man ikke ellers ville tænke så meget over. På min praktikinstitution har man problemer med, at flere børn ikke spiser deres madpakker i skolen. Det skyldes enten, at de er længere tid om det end spisepausen varer, eller at de ikke kan koncentrere sig om at spise, hvis der bliver læst højt af læreren.

Børnenes frokostpause er opdelt i en spisepause i klassen og et frikvarter, hvor de skal gå ud i gården. Frikvarteret er lærerens frokostpause, så hvis der er børn, der ikke har fået spist deres madpakker, kræver det at læreren bruger tid fra sin egen pause for at få børnene til at spise færdigt. Jeg kan ikke udelukke, at nogle lærere vælger at bruge noget af sin pause på det, men de lærere, jeg har kendskab til, gør det ikke. Undersøgelser viser, hvor stor betydning kosten har på indlærings- og koncentrationsevnen, så skolen kunne altså gøre sig selv en tjeneste ved at sikre sig, at børnene får spist sin frokost. Dermed ville de undgå trætte og uoplagte børn i eftermiddagstimerne.

Jeg er vokset op i en familie, hvor man var fælles om madlavningen, og aftensmaden var samlingspunktet, hvor man snakkede om de oplevelser, man havde haft i løbet af dagen. Jeg er sikker på, at det har bevirket, at jeg i dag er glad for at lave mad og går op i, hvad jeg spiser. Desværre oplever jeg gennem samtaler med børnene på min praktikinstitution, at det er de færreste, der er med til at lave mad hjemme, og de snakker ikke om mad i hjemmet som noget hyggeligt og interessant men fremhæver i stedet, hvis de har været på McDonalds aftenen før.

Jeg tror, det skyldes at mange familier har travlt, og det kan være svært at nå at hente børn og købe ind og samtidig have tid til at lave god mad sammen med børnene. Samtidig kommer der hele tiden nye produkter på markedet, der sælger sig selv på, at man kan spare tid på madlavningen, så man kan bruge tiden på at være sammen i stedet, og dem vælger mange folk nok, hvis de ikke i forvejen er særlig glade for at lave mad. I stedet burde de bruge tiden på at lave mad sammen med børnene og prøve at få lidt sjov ud af det. Problemet er også, at alle disse tidsbesparende produkter indeholder store mængder tilsætningsstoffer, der ikke er sunde for børnene.

Vi er alle produkter af det samfund, vi lever i. Det er blevet lidt af en kliché, men det er stadig rigtigt, og udover multinationale selskaber, der i høj grad styrer, hvad vi som forbrugere køber for vores penge og stopper i vores børn, har politikerne vel også lidt at skulle have sagt i den sag. Problemet er bare, at de af respekt for borgernes frie ret til at bestemme over sine penge, har sovet i timen og forpasset chancen for at få indflydelse.

Vi er i Danmark og resten af den vestlige verden så stolte af vores frihed og selvbestemmelse, at når politikere lufter forbud mod ting, der er usunde for os, går vi på barrikaderne for vores ret til at drikke og ryge os ihjel. Det er i mine øjne paradokset ved et demokrati, at alt der tangerer indblanding i individets frie ret til at vælge, bliver opfattet som en provokation, bare fordi politikerne er nødt til at gøre opmærksom på de ting, de vil gennemføre, for hvis ikke folk havde noget valg, ville de sikkert affinde sig med det, politikerne havde besluttet for dem.

Fødevareproducenterne ved godt, at de ikke skal spørge forbrugerne om lov til at introducere et nyt mælkeprodukt til børn, der indeholder dobbelt så meget sukker som konkurrenterne. I stedet bliver den markedsført på en måde, der gør, at vi ubevidst vælger den, når vi står i Brugsen, fordi den efter vores opfattelse er det bedste valg.

Et virkelig godt produkt burde ikke have behov for at reklamere for sig selv, men problemet er, at alle de indtryk, vi får fra reklamer gør, at vi faktisk ikke altid ved, hvad det gode produkt er. Er det den gode smag? Er det produktet, der kun tager den halve tid at lave? Er det produktet med den laveste pris?

Er det produktet med den bedste reklame?

Det er blevet et uoverskueligt marked for forbrugerne, og derfor mener jeg, at politikerne uanset hvilken farve deres flag er, bør gøre, hvad de kan for at hjælpe dem. Det har flere gange været drøftet at fjerne momsen på frugt og grønt og at påsætte mærkater på varer, der er usunde, men indtil videre er det blevet afvist med argumentet om, at det er konkurrenceforvridende. Kan det virkelig være rigtigt, at det skal være jurister, der får deres fede løn betalt af vores dårlige indkøbsvaner, der skal have det sidste ord i den sag?

Jeg har nævnt mange problemer i forbindelse med børn og kost, men det største af alle er, at en stor del af dem, der præger debatten, ville være stoppet her. En opremsning af alle dem, der ikke gør det godt nok efterfulgt af et slagkraftigt spørgsmål, der for en kort stund får læseren til at tænke, at det da også er for dårligt. Hvis man skal ændre noget, kræver det imidlertid handling, og i stedet for at dvæle ved problemet må man fokusere på mulige løsninger. Man må tage ansvar i det omfang, det er muligt.

Min mulighed for at ændre ved problemet er, udover min rolle som forbruger og far, at jeg er ansat på et fritidshjem. Her kan jeg påvirke 66 børn til at blive mere interesseret i, hvad de spiser, og det er da en start.

Jeg har siden starten af min praktik i august lavet mad en gang om ugen, og jeg har konsekvent undgået brød og frugt og i stedet lavet varm mad, som børnene kunne hjælpe til med at lave. Det er blevet modtaget med blandede følelser både blandt børn og personale. Nogle børn har været ellevilde og bedt om opskrifter til at tage med hjem, og andre har ikke engang villet smage. De sidst nævnte bliver heldigvis færre og færre, for jeg oplever, der sker en positiv udvikling, hvor børnene lærer at tage stilling til, hvad de spiser, og ikke bare kyler den samme skive brød ned hver dag. Gennem denne refleksion bliver de mere nysgerrige og åbne for at smage på det, der tidligere var nyt og lidt farligt.

Blandt skeptikerne i personalegruppen handler det i høj grad om det besvær, det medfører at lave varm mad og have så mange børn siddende med tallerkener. Jeg håber, at de gennem den udvikling, de ser hos børnene, kan være med til at skabe en ramme, der kan gøre det hyggeligt og rart for alle børn og voksne at tage del i det ansvar, det kræver at ændre ved tingenes tilstand.