Borgerens ret

Af Elisabeth Lockert Lange

Er det ikke helt indlysende at når kommunen har lavet en fejl, som koster en borger en masse penge, så skal kommunen også rette op på det og dække personens tab? Men er virkeligheden sådan?

Hvem skal bære risikoen for at en kommune, i dette tilfælde Københavns Kommune har taget gruelig fejl i deres vurdering af, om en person skal tilkendes ret til fleksjob? Er det den enkelte borger? Eller er det kommunen?

Det er kernen i en sag for en af LFS’ medlemmer, Åse Moerhdel, som tilbage i maj 2007 kommer til skade på sit arbejde. Siden giver Københavns Kommune, i skikkelse af Jobcenter København placeret i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, hende afslag på retten til et fleksjob i juli 2010, hendes sygedagpenge stopper i august 2010, og hun står i en periode uden forsørgelse. LFS ved socialrådgiver Susanne Brink Andersen anker til Beskæftigelsesankenævnet, som hjemviser sagen til kommunen i oktober 2010.

Kommunens andet afslag kommer i april 2011. Den nye speciallægeerklæring de har indhentet, viser det samme som de forrige. LFS anker igen. I august meddeler Beskæftigelsesankenævnet at Københavns Kommune har taget fejl, hun har ret til fleksjob.

Københavns Kommune må bide i det sure æble og tilkende hende fleksjob. Men – og her kommer sagens egentlige pointe – skal hun have denne ret tilkendt helt tilbage til det tidspunkt, hvor hun får sit første afslag, eller skal hun have retten fra det tidspunkt, hvor kommunen giver hende det andet afslag. Mellem de to afslag er sagen af Beskæftigelsesankenævnet som sagt hjemvist til kommunen, det vil sige kommunen får den til fornyet overvejelse. Under hjemvisningen indhentede kommunen oplysninger om hendes tilstand, men de var i realiteten en bekræftelse af hendes tilstand. Derfor mener LFS ikke, at der er kommet nye oplysninger i sagen.

Men kommunen vælger den sidste dato, altså datoen for deres andet afslag, for tidspunktet for bevilling af ret til fleksjob. Medlemmet får derfor ret til fleksjob fra april 2011. Men på en særlig lav ydelse, da hun har været uden forsørgelse.

LFS insisterer på, at det er kommunen der har lavet en fejl; hun er berettiget til fleksjob, allerede da hun får det første afslag, det vil sige tilbage til juli 2010. LFS anker til Beskæftigelsesankenævnet og opfordrer dem til at korrigere fejlen fra Københavns Kommunes side og i deres afgørelse tage klart stilling til tidspunktet for ikrafttrædelse.

”Vi mener at det må være tænkt sådan, at hvis Beskæftigelsesankenævnet
skal rette op på fejl fra kommunens side, så må det være helt tilbage fra den første fejl, det første afslag. Men de afviser at genoptage sagen”, siger Susanne Brink Andersen, socialrådgiver i LFS.

I december 2011 kommer FOA med Nikolaj Nielsen fra advokatfirmaet Elmer & Partnere på banen. En anke til Ankestyrelsen med begrundelsen at dette er en principiel sag, resulterer kun i stadfæstelse af afslaget på at genoptage sagen.

Først da advokaten udtager stævning mod Københavns Kommune og Beskæftigelsesankenævnet i juni i år, tager Beskæftigelsesankenævnet sagen til fornyet overvejelse. Og den 23. juli får Åse Moerhdel retten til fleksjob ført tilbage til 15. juli 2010.

En principiel sag

Men betyder det overhovedet noget, hvornår man får retten til fleksjob tilkendt fra, kunne man spørge. Og ja, det gør det.

”Det er vigtigt at få den rigtige dato, fordi det betyder at borgeren ikke falder ud af sikringssystemet og kommer over i kontanthjælpssystemet. Det er tale om et økonomisk tab, som følger hende over i fleksjobydelsen i form af en lavere ydelse”, siger advokatfuldmægtig Nikolaj Nielsen fra advokatfirmaet Elmer & Partnere. Han understreger:

”Det er principielt altid en fejl når mennesker, som ikke kan arbejde ryger på kontanthjælp, de hører hjemme i det sociale sikringssystem.”

Sagen er principiel, og netop derfor valgte FOA at inddrage advokatbistand:

”For den handler om, hvem der skal bære risikoen for, at kommunen ikke gør sådan, som den bør gøre i forhold til at indhente oplysninger. Beskæftigelsesankenævnet siger at Københavns Kommune burde have indhentet en erklæring fra neuropsykologen, men det er borgeren som kommer til at bære risikoen for det, fordi hun får tilkendt fleksjob fra det tidspunkt, hvor erklæringen foreligger, ikke fra det tidspunkt hvor den burde have ligget. Så afgørelsen er principiel, fordi den viser at når sagen hjemvises og de nye oplysninger bekræfter at hun havde ret til fleksjob, så skal hun stilles som om kommunen oprindeligt havde indhentet de nødvendige oplysninger.”

Han tilføjer:

”Sagen er også et eksempel på, hvor meget der skal til, før en sådan afgørelse ændres. Det har været en lang sagsbehandling. Først har Susanne Brink Andersen klaget til Beskæftigelsesankenævnet, så har jeg klaget og så går den til Ankestyrelsen. Og først da vi sender en stævning, træffer de en ny afgørelse. Hvis de ikke havde gjort det, skulle sagen afgøres i byretten.”

Rettighedssikring

Sager som denne handler om vores, borgeres, rettigheder. Og forud-sætningen for at vi som borgere kan få vores ret er, at kommunen opfylder det den skal.

”Men i sager som denne kommer enhver usikkerhed ansøgeren til skade, også hvis det er kommunen, som ikke har gjort det de rettelig burde. For konsekvensen af at kommunen ikke undersøger sagen ordentlig er et afslag, og det kommer borgeren til skade. Det største problem er at ingen har nogen interesse i at tingene afklares, for borgeren ender ofte på varig forsørgelse. Men det handler dybest set om rettighedssikring, om at sikre den enkeltes rettigheder”, siger Nikolaj Nielsen.

”Derfor er det så vigtigt at forfølge disse sager, for ellers er der ingen konsekvens for kommunen i at de ikke undersøger det de skal. Og det ville svare til at give afkald på borgernes sociale rettigheder.”

Hele omdrejningspunktet i sagen, som kommunen påberåber sig, er at sagen var hjemvist. Og desværre er det uklart, hvad Beskæftigelsesankenævnet præcist forventer, når de hjemviser. De siger blot at sagen ikke er oplyst nok, og at der skal indhentes yderligere oplysninger.

”Vi har principper for, hvordan offentlige myndigheder skal opføre sig, altså forvaltningsretten, og den er principielt ens, uanset om det handler om godkendelse af en carport eller om tildeling af en social ydelse, det er de samme principper der gælder. Jeg kunne godt tænke mig, at man i højere grad fokuserer på den enkeltes rettigheder i de sociale sager, fx retten til fleksjob. At Beskæftigelsesankenævnet mere ser sagen fra borgerens synspunkt, fra borgerens rettighed, ser på hvad den enkelte borger har ret til i den sociale lovgivning, i stedet for at fokusere så meget på myndigheden, og om kommunen gør det den skal. Det er borgerens sociale rettigheder som er på spil.”

Han tilføjer:

”Det kunne også være fordel med offentlig ret til advokatbistand tidligere i forløbet. Det er der i skattesager, hvor man kan få advokatdækning også under den administrative sagsbehandling. Det er helt anderledes i de sociale sager, hvor omkostningerne ikke dækkes.”

Sagen er vundet, men den er ikke slut. Der er stadig tilbage at vurdere erstatningen, og at Københavns Kommune udbetaler den.