Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Her må du godt komme for sent
Hvis betingelserne er rigtige, så kan svære misbrugere, hjemløse og psykisk udsatte sagtens bidrage til arbejdsmarkedet. Det viser en ny undersøgelse af projektet Grundlæggerne.
Københavns Kommune har flere sociale virksomheder. En af dem er Grundlæggerne, og her arbejder medarbejderne efter dag-til-dag-princip: Man møder og arbejder i det omfang, den enkelte har lyst og energi til den pågældende dag.
Arbejdsopgaverne er renovering, vedligeholdelse og istandsættelse af lokaler, udearealer, haveanlæg og lignende. Kunderne er institutioner, bl.a. Sundholm, foreninger og private, der er indstillet på at betale markedspris for opgaveløsningen, men som også vil gøre en social indsats.
Projektleder Bo Møller ved, at det er en stor sejr at aktivere denne målgruppe:
”Alene det, at folk vælger at møde op, er jo tegn på, at de får noget, de har brug for i deres liv. De vælger det til og har nogle gode timer i løbet af en dag frem for at sidde og drikke bajere eller indtage stoffer. Jeg tror, det skyldes, at arbejdet er meningsfuldt – der er kvalitet i opgaveløsningen – og resultatet er efterspurgt. Samtidig har de som medarbejdere indflydelse på og ansvar for opgaveløsningen. Nu håber jeg så, at vi klarer os gennem de dårlige konjunkturer.”
”Uden Grundlæggerne vil jeg bare gå rundt uden at vide, hvad jeg skulle lave, så går jeg på biblioteket og rundt omkring… Livsstilen ville være meget anderledes, meget besværlig – det er jo derfor, hjemløse er nødt til at have en øl på sig hele tiden.” (Bruger af Grundlæggerne).
Fakta
Sigtet med undersøgelsen af Grundlæggerne er at give anbefalinger til, hvordan Københavns Kommune – og andre – kan tilrettelægge projekter, indsatser og tiltag, der kan møde målgruppens behov.
Grundlæggerne har som sigte at
• Forbedre livskvaliteten for socialt udsatte stofmisbrugere og hjemløse
• Forebygge yderligere udstødning af socialt udsatte stofmisbrugere og hjemløse
• Bidrage til social integration af socialt udsatte stofmisbrugere og hjemløse herunder at mindske barriererne for en tilknytning til arbejdsmarkedet for de brugere, der er parate hertil.
Projektet har i løbet af ca. et år 43 faste deltagere. Det gennemsnitlige daglige fremmøde er ca. 10 deltagere. Den gennemsnitlige deltagelsestid er knap fire måneder, og en stor del møder frem hver – eller næsten hver – dag i den tid, de deltager i projektet. Fremmødet er således stabilt og deltagelsestiden relativt lang. Til gengæld er den enkeltes produktivitet svingende bl.a. afhængig af forbrug af stoffer og alkohol, helbred og/eller øvrig trivsel og social situation. De fleste deltagere har på forhånd haft en tæt kontakt til hjemløsemiljøet på Sundholm, og de fleste er rekrutteret via projektets deltagere eller ansatte.
Læs undersøgelsen på (link er ikke længere aktivt, red)