Stay the Course

Tekst: Elisabeth Lockert Lange

En bandeforsker kom på besøg i København. James Diego Vigil er amerikaner, antropolog og professor. Han er ekspert i bander og gadesocialisering. I forbindelse med sit besøg i København kunne medlemmer af LFS møde ham til en dialo g inde i fagforeningen. Det tilbud var der ret mange der tog imod.

James Diego Vigil er en munter, optimistisk mand, som udstråler humor og energi.

Så man kan altså godt beskæftige sig med så tunge emner som gadebander, grov kriminalitet nød og ungdomsfængsel uden at miste sit gode humør og sit lyse syn på fremtiden? Som en af deltagerne på fyraftensmødet i LFS sagde med undren og beundren.

Og det kan man tydeligvis. James Diego Vigil er antropolog og professor i Social Ecology på University of California (social økologi beskriver han som ”mennesker i relation med deres miljø, bl.a. institutioner som folk har problemer med at interagere med”).

Han har arbejdet med og forsket i ghetto- og bandeproblematikker i årevis, han har skrevet bøger og artikler om gadebander, ghetto-socialisering og by-psykologi, han rejser rundt i verden med sin viden, og han er konsulent og ekspertvidne for forsvaret i banderelaterede drab. Forud for fyraftensmødet i LFS var James Diego Vigil oplægsholder på et bandeseminar arrangeret af magasinet Social Kritik og dets redaktør Benny Lihme. I nr. 121/2010 har James Diego Vigil skrevet et substantiel indlæg om sin forskning og sine metoder.
Artiklen kan du finde på mitlfs.dk (her).

Og hvad gør de så derovre i USA, hvor der virkelig er kæmestore problemer med bander? Når de altså gør noget fornuftigt frem for at proppe de unge i fængsel? Det er det spørgsmål forskeren kaster sig ud i at besvare.
Hans pointer toner tydeligt frem. Først og fremmest hovedbudskabet:
der er ikke én løsning, ét svar. Man skal gøre mange ting, skabe balance og bredde. Drop John Wayne tankegangen.
At én mand, den enlige rytter, kan komme ind fra siden og løse problemet så al retfærdighed sker fyldest, er useriøst.
”Der er mange faktorer i spil, og der skal spilles på flere heste. Der er brug for balance og alsidighed.”

Stjæl tiden fra de unge

Denne altafgørende afbalancerede tilgang omfatter og blander tre strategielementer: den præventive indsats, intervention, og håndhævelse af loven.
Det her er grundlæggende et fattigdomsproblem, understreger James Diego Vigil, og han nævner at netop fattigdommen og marginaliseringen fører til den gadesocialisering, som i sin tur skaber gadebanderne.
Han beskriver tre elementer, som han mener kan fungere som led i en afbalanceret strategi. De tre er tid, sted og mennesker.
I forhold til tiden skal man tage hensyn til den periode, som vedkommende unge er i, for timing er vigtigt, når man gerne vil stjæle tiden (som han udtrykker det) fra unge, som er mest modtagelige for en gadesocialisering og bruge denne tid til noget andet dem.

For at forstå hvorfor de involveres i bander, skal man vide noget om et steds sociale økologi. Man skal skabe trygge situationer og sikre trygge områder, som kan genetablere et ramt nabolags identitet. Han nævner broken windows teorien. Den der siger at når de unge ser forfald og ligegyldighed over for forfaldet, så bliver de selv ligeglade og går i gang med hærværk.
En teori han er delvis enig i, men også kun delvis, men den leder let til nul-tolerance, og den er under alle omstændigheder ikke dækkende. Som det tredje er der mennesker, som naturligvis er det helt grundlæggende. Alle disse mennesker som arbejder for et sundt lokalmiljø, og det kan være en stor gruppe.

I disse tre elementer kan der hentes meget præventiv indsats og intervention. Også håndhævelse af loven skal bruges efter behov. Men det bruges nu allerede for meget, vurderer han, og det har kun en begrænset virkning på bandeproblemet.
I sit indlæg i Social Kritik skriver han: ”At fokusere på, hvad de unge gør med deres tid, hvem de gør det sammen med, og hvor det foregår, og desuden på de steder, hvor sådanne aktiviteter sker, og på de mennesker, der er involveret i dem, er et meget solidt udgangspunkt.”

Selvværd som udgangspunkt

Hvad var det der skete, dengang da disse bander af unge fra etniske minoriteter blev dannet, helt tilbage da banderne ikke var så stort et problem? Hvilken social isolation, økonomisk marginalisering og kulturel undertrykkelse gik forud?
En analyse af årsager er nødvendig, hævder James Diego Vigil.
“Det er jo forudsigeligt. Fattige indvandrere, dårlige jobs, det skaber sine egne forudsætninger, og når de så møder bander hvor de kommer frem, så skaber de deres egne. De lærer af det omgivende miljø.”
Og i gadebandernes egne rødder finder man også løsningerne.

Et eksempel på en præventiv indsats er et projekt som satte fokus på indvandrede cambodjanere og deres bandedannelse.
I projektet valgte de at sætte fokus på de meget unge børn, som allerede havde banderne inde på livet gennem deres familiemedlemmer.
Disse børn gav man undervisning, ikke mindst i cambodjansk (som gjorde det lettere for dem at tale med deres forældre) og i landets gamle kulturelle ikoner. Underviserne var mennesker som kendte deres kultur indefra men ikke var af kulturen.
Disse indvandrere var nemlig flygtninge, de havde været i lejre og de havde set voldsomheder. De var ikke stolte af deres gamle kultur og sprog.

”Deres selvværd var udgangspunktet. Selvværdet er så vigtigt, det skal man altid tage med og vurdere, ellers er det let at blive offer i omgivelserne, for så rammer det negative meget hårdt. Man må forstå processen og smerten for at kunne gøre noget. Deres selvværd var udgangspunktet, og det blev hævet via kendskab til deres oprindelige kultur og sprog. Sådan får de større resiliens senere som unge. Og forældrene blev engageret.”

Et andet projekt: Inner-City Games støttet af Arnold Schwarzenegger.
En leg med konkurrencer på computer som gav de unge færdigheder og viden efter skoletid. Det konkurrerede klart med gadesocialiseringen.
”Programmet stjal tid fra de mest aggressive børn og unge og involverede dem i spil, sport og lege. Pro-sociale ting i modsætning til anti-sociale. 19 til 20 byer var i gang på det tidspunkt, da Schwarzenegger blev guvernør. Han var meget populær, også blandt de sorte unge, for han engagerede sig personligt.”

Et lignende program er de såkaldte Teenposts, trygge steder hvor børnene og de unge kan dyrke sport, lege, se tv osv. Alt sammen for at ”stjæle tid fra de unge og give dem sikre steder”.

Social virkelighed

James Diego Vigil siger flere gange med en latter, men også med beklagelse at han, fordi han åbent fortæller om gadebandernes årsager og udvikling, kaldes kommunist.
”Men det er jo den sociale virkelighed! Og nu sendes der flere penge til fængslerne end til uddannelse. Vi fik jo bandevolden sat ned med disse programmer, hvor vi uddannede de unge og gav dem noget andet. Men nu er de nedlagt, og bandevolden er steget igen”, siger han og fortsætter:

”Det er forsømmelse og manglende udsyn ikke at starte tidligt i deres liv. Når man ikke tager det i begyndelsen, så kommer der stor kriminalitet, og så ender de unge i fængsel. Og der er jo historiske, sociale og økonomiske grunde til problemerne.”
Det er så denne analyse og holdning, der kaldes kommunisme…

Men James Diego Vigil fastholder at fængsel ikke virker.
Derimod går han ind for flere politifolk i lokalområderne, politifolk som kender områdets problemer og taler med beboerne om dem. Han har set at det virker i modsætning til fængselsstraffe.
Men også det stærke lokale politiarbejde skæres væk.
Han afviser John Wayne tankegangen. John Wayne metoder kan ikke løse problemet. Altså den gamle amerikanske idé at helten, den ensomme cowboy, den ensomme politimand, alene, kommer ind og ordner det hele. En ellers elsket figur i amerikanske film.
”Problemet med banderne er skabt i USA. Vi viste indvandrerne, hvordan de skulle organisere sig i bander, og hvis de sendes tilbage til oprindelseslandene, så eksporterer vi bander og viden om hvordan man organiserer og strukturerer dem.”

Han beklager den uærlighed der findes blandt folk i forhold til konsekvenserne fem år senere af de beslutninger, som de stemmer igennem – af bekvemmelighed nu. Fx at sætte helt unge mennesker i fængsel.
”Vi skal tage det hele i brug, vi skal have en kombination og en balance for at kunne lave en anti-bande strategi, der virker.
Både den præventive indsats, interventionen og håndhævelsen af loven.”

Hold fast

Jamen for pokker, det er jo alt det man ikke skal gøre efter forskerens urdering, som Danmark gør netop nu. Børnene bliver ikke undervist i forældrenes modersmål, den kriminelle lavalder nedsættes, så flere yngre kan blive sat i fængsel, der ligger et pres om at indvandrere skal assimileres og glemme den gamle kultur osv. Hvor deprimerende, lød et udbrud fra en deltager på fyraftensmødet.
Deprimerende er det også at familierne til bandemedlemmer er så lavt motiverede, så de er svære at arbejde med; de forestiller sig at de lige straks skal hjem.

”Ja”, nikkede James Diego Vigil, ”de planlægger at tage hjem. Men de gør det aldrig. Og i processen hvor de overvejer, bliver deres børn involveret i noget skidt. Det er her og nu, og man må forsøge at gøre dem klart at imens de planlægger og ikke tager affære, så sker der noget med deres barn. Og at den hovedpine tager de med sig hjem, hvis de skulle rejse tilbage.”
Et godt råd er at bringe rådgivere ind fra deres egen kulturelle baggrund, de kan agere som mæglere. Et andet godt råd er anerkendelse.

”Det er i teenageårene vi, I, skal ankre dem til noget, der får dem til at have det godt. Se dem og anerkende dem for deres evner, for at de kan noget, at de er kloge. Også når de ikke har klaret sig så godt. Hvis man hele tiden får at vide at man ikke er noget værd, ikke dur til noget, så krymper ens initiativ. Hjælp dem til at blive forankret i en anden virkelighed.”
Og et tredje råd er: ”stay the course”, som han siger. Med andre ord: hold fast i det gode arbejde, uanset kritik og forhindringer, for efterhånden vil folk få øjnene op for at det tager tid.