Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Kontingent 2010
Medlem af LFS og FOA for 370 kroner
Af Elisabeth Lockert Lange
LFS fastholder samme kontingentbeløb som sidste år. Det samme gør FOA . Når dit samlede kontingent alligevel stiger med 32 kroner skyldes det dit a-kassebidrag og din efterlønsordning. Begge beløb fastsættes af regeringen.
Et medlemskab af fagforeningen LFS koster 246,50 kroner om måneden. Det er også det beløb, du har betalt langt størstedelen af 2009, efter LFS i marts så sig nødsaget til at hæve kontingentet med 10 kroner om måneden.
LFS er en afdeling i FOA, og FOA koster dig 123,50 kroner om måneden, samme beløb som sidste år. FOA er landets tredjestørste forbund, og det er bl.a. der, LFS henter juridisk bistand, når tingene når derud, hvor det er nødvendigt. Dit faglige kontingent koster altså tilsammen 370 kroner. Med den kollektive gruppelivsforsikring (i Pen-Sam) bliver det 380 kroner.
LFS har ca. 10.500 medlemmer, bestående af pædagogisk ansatte i Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune og et antal kommuner i Region Hovedstaden. Stillingsmæssigt er der tale om både pædagoger, ledere, medhjælpere, socialpædagoger og dagplejere. Områderne dækker bl.a. daginstitutioner for børn i alle aldre, offentlige legepladser, dagpleje, arbejdspladser for mennesker med fysiske og eller psykiske handicap og mennesker med misbrug. Strukturelt er LFS opdelt i tre hovedgrupper: det almene område, specialområdet og dagplejen.
Uanset hvilken stilling og hvilken kommune du befinder dig i kan der være mange situationer, hvor du har brug for en faglig rådgivning, faglig sparring eller en forhandler til at føre din sag. Din løn er måske ikke korrekt, jeres samarbejde på arbejdspladsen skal der måske gøres noget alvorligt ved, du har måske været udsat for en arbejdsulykke, eller er måske blevet fyret.
I mange situationer er det altafgørende at have en solidarisk og professionel organisation som LFS i ryggen. Og for de penge du betaler hver måned, får du netop hjælp i konkrete faglige sager, fx ved tjenstlige samtaler og fyringer, i sager om arbejdsmiljø og arbejdsskader, hjælp til lønberegning, lønforhandling og overenskomstforhandling. Du får også repræsentation i forhold til strukturændringer i kommunen og en ajourført og veluddannet (af LFS) tillidsrepræsentant, som kan klare mange spørgsmål og problemstillinger ude på arbejdspladserne. LFS er i det hele taget på alle planer en aktiv medspiller i forhold til arbejdspladsens udvikling.
Vær med
Du kan også få indflydelse på det hele, hvis du gerne vil det – og det vil mange heldigvis gerne. LFS er en demokratisk opbygget organisation, der bygger på medlemmers og tillidsvalgtes aktive deltagelse i det faglige arbejde. Mange deltager i medlemsmøder fx om overenskomster og andre vigtige spørgsmål og i generalforsamlinger, hvor det er de fremmødte medlemmer, der beslutter prioriteringerne i det faglige arbejde. LFS’ ledelse og bestyrelser er selvfølgelig også valgt af og blandt medlemmerne. Over 500 medlemmer er aktive som arbejdspladsrepræsentanter eller i bestyrelser og udvalg.
Hvis det er for stor en mundfuld, kan man jo også nøjes med at deltage i de medlemsmøder, aktiviteter og arrangementer, man synes ser spændende ud. Det kan være faglige og pædagogiske temaer, sociale arrangementer, brede demonstrationer, studiekredse etc.
Og så er der LFS Nyt, målrettet LFS’ områder og faggrupper. Det udkommer i 2010 med 15 numre, med ca. tre ugers interval (undtagen omkring nytår, påske, pinse og sommerferien). Ud over LFS Nyt får medlemmerne FOA bladet 11 gange om året.
At være fuldtidsmedlem i LFS koster altså 380 kroner om måneden inklusiv den kollektive gruppelivsforsikring. Hvis du har en deltidsstilling (under 30 timer) er der selvfølgelig reduceret kontingent, kig i tallene her på siden.
Ud over disse 380 kroner i kontingent til LFS, FOA og din gruppelivsforsikring er der a-kasse og efterløn. Det er tilsammen på 863 kroner, fordelt på 439 kroner til din efterlønsordning og resten til a-kassen med 123 kroner i a-kasseadministration og 301 kroner til det lovpligtige forsikringsbidrag. Desuden er der (igen) et ATP-bidrag til staten på fem kroner. I alt er der tale om en stigning i forhold til sidste år på 32 kroner, som alene ligger på den del, der fastsættes ved lov af regeringen, det vil sige på forsikringsbidraget og efterlønsordningen.
Så hvis du har det fulde kontingent og har valgt begge disse forsikringer, så kommer du næste år til at betale 1.248 kroner.
Som medlem af LFS får du også hjælp til at finde ud af den jungle, som det danske uddannelsesvæsen er. Uanset om det er pau (pædagogisk assistentuddannelse), pædagoguddannelsen, videreuddannelse eller supplerende kurser, du er interesseret i, kan du få vejledning om mulighederne. Som arbejdsløs har du mulighed for at deltage på kurser for ledige og du kan få personlig rådgivning. Som medlem af LFS kan du tegne forsikringer i Tjenestemændenes Forsikring, uanset om du er tjenestemand eller ej. Se mere på www.tjm-forsikring.dk Du kan også som medlem af FOA (LFS) blive kunde i Pen-Sam Bank, en internet/telefonbank. Se mere på www.pensam.dk Dit medlemskort til FOA gælder også som rabatkort hos LO Plus. Læs mere på www.loplus.dk (link er ikke længere aktivt, red.) |