Kommentar

Om anerkendelse

En yderst kritisk bemærkning til: ”I er hverdagens eksperter” – men vi ved alligevel bedst. (LFS Nyt 5/09)

LFS Nyt nr. 5 bragte et indlæg af foreningens næstformand Jan Hoby med overskriften ” I er hverdagens eksperter” – men vi ved alligevel bedst.

I indlægget undrer J. Hoby sig bl.a. over, at en række partier i BR har stemt for at indarbejde termen ”anerkendende pædagogik” i såvel den reviderede ”Pædagogisk Perspektivplan” som i ”Forslag til målsætninger for fritidshjem og KKFO’er.”

Begrundelsen for denne undren beskrives f.eks. således: ”Der skabes en illusion i det politiske og offentlige rum om, at begreber som anerkendende pædagogik skaber og tilføjer noget nyt til den pædagogiske relation ” og tidligere i indlægget: ” LFS har påpeget, at man ikke kan tale om en ”anerkendende pædagogik”. Det er et modebegreb, og modspørgsmålet er: findes der en ikke-anerkendende pædagogik? Svaret er nej.

Pædagogik reflekterer et mellemværende og pædagogik handler først og fremmest om relationer.” Og: ”Pædagogik er anerkendende, ellers er det ikke pædagogik, men noget andet.”
Interessen for anerkendelsesbegrebet må siges at være så langtidsholdbar, at J. Hobys påstand om et ”modebegreb” ikke holder. Allerede i 1807 beskrev filosoffen Hegel i sit værk ”Åndens fænomenologi” det grundlæggende menneskelige paradoks, at det er gennem andres  bekræftelse/anerkendelse, at vi kan etablere et forhold til os selv og kan udvikle os differentieret
og selvstændigt: Vi er på godt og ondt dybt afhængige af andre for at kunne udvikle os til autonome individer.

Anerkendelsesbegrebet rammer således et centralt livstema, nemlig forholdet mellem den nødvendige selvstændighed og afhængigheden af andre. Mennesket må søge at frigøre sig for at blive et individ med egne holdninger, men har samtidig behov for at opleve at høre til og være del af et fællesskab.
Hegel beskriver dermed på det eksistentielle plan menneskets angst for på den ene side at stå udenfor fællesskabet, at være forladt og ensomt – og angsten for at blive invaderet og opslugt af andre i et fællesskab, der ikke anerkender den enkeltes ret til at have og udtrykke sine oplevelser og meninger.
Dette modsætningsfyldte menneskelige grundvilkår kan vi søge at forholde os til i mødet med vores medmennesker. Allervigtigst i forhold, hvor den ene part har definitionsretten, altså f.eks. i relationer mellem børn og voksne, hvor det gensidigt anerkendende møde bliver et omdrejningspunkt.

I vores tid har bl.a. filosoffen Axel Honneth, den norske psykolog Annelise Løvlie-Schibbye og daginstitutionsforskeren Berit Bae været optaget af og bygget på Hegels anerkendelsesbegreb og udviklet inspirerende og brugbar litteratur. For B. Baes vedkommende om samspil og relationer i moderne daginstitutioner: ”Det interessante i det almindelige” hedder hendes (heldigvis) meget anvendte artikelsamling.

At forstå og fortolke det enkelte barns intentioner, signaler og kommunikation åbent, indlevende, afstemt og bekræftende midt i daginstitutionshverdagens myriader af begivenheder er ingen let og enkel opgave. Jeg tror, at de fleste pædagoger vil skrive under på, at handlepresset af og til medfører, at de ikke når at indfange barnets intentioner bag dets handlinger, før de reagerer – nogle gange negativt, afstandtagende eller opgivende. Heldigvis er det muligt ifølge B. Bae ”at hente sig selv ind” det vil sige at reflektere over og evt. korrigere sine udsagn og handlinger. Bae synes således at gå ud fra, at der hver dag finder pædagogik sted, som ikke er anerkendende. Men som, hvis den fastholdes i skriftlig, videofilmet eller mundtlig form, kan reflekteres og perspektiveres af velegnet teori, og dermed rumme et potentiale for en videreudvikling af praksis i en anerkendende retning.

Heroverfor står LFS’ uforståelige cirkelslutning af et postulat:
Et nej til spørgsmålet om der findes en ikke-anerkendende pædagogik. Hoby begrunder sit nej i, at pædagogik reflekterer et mellemværende og at pædagogik handler om relationer. Jamen netop derfor er anerkendelsesbegrebet centralt, men ikke pr. automatik inkluderet i al pædagogik.
Man reflekterer jo ikke ”ud i den blå luft”, men anvender teorier, som et prisme, som man kan betragte og debattere praksis i forhold til. Og der findes talrige nutidige og historiske eksempler på pædagogisk teori og praksis, der ikke er anerkendende eller har anerkendelse som sit interessefelt.

Ingen pædagogisk praksis kan en gang for alle defineres som anerkendende – det er en stadig bestræbelse – ligesom ingen personer udelukkende er anerkendende i deres samvær med andre. Men anerkendelsesbegrebet kan befordre faglige refleksioner om bl.a. rummelige samværsmønstre mellem voksne og børn og om pædagogens eget bidrag til relationens kvalitet.

E.L. Dale skelner i ”Pedagogik og samfunnsforandring 2” mellem opdragelse og pædagogik med følgende overvejelser:
”Alle der har med børn at gøre vil være i en opdragerposition.
Alle kan reflektere over ideer og tanker, der ligger bag opdragelse. Det betyder ikke, at man er pædagog.” Pædagoger kan altså ifølge Dale defineres ved, at de er i stand til at belyse, begrunde og evt. justere deres opdragelsesgerning ved hjælp af teorier om opdragelse. Man må altså kende til grundlæggende teoretiske problemstillinger og kunne reflektere disse i forhold til en omskiftelig hverdag i et praksisfelt. Viden om pædagogik, evnen til at kunne stille spørgsmål til de mål og handlinger, som skal begrunde pædagogens virke – f.eks. om anerkendelse/underkendelse af barnet i daginstitutionshverdagen – må forventes af den, der kalder sig selv pædagog.

Jeg vil advare mod, hvis LFS/Jan Hoby på vegne af foreningens medlemmer (bl.a. mig) på et tilsyneladende utilstrækkeligt grundlag og med en useriøs, demagogisk overtone, sammenblander LFS’ faglige strategier med censur af hvilke faglige terminologier og teorier, han mener, kan bidrage positivt til udviklingen af den københavnske daginstitutionspraksis. Hvis dette er tilfældet er LFS ude på en meget farlig kurs.
En vigtig pointe er jo, at anerkendelsesbegrebet faktisk anvendes og inddrages aktivt i værdifulde faglige refleksioner i en lang række (bl.a. LFS-medlemmers) daginstitutioner og kvalificerer derved bl.a. personalets samarbejde med børn og forældre. Det er ikke for meget forlangt at LFS respekterer oganerkender disse tiltag.

Birthe Harboe
Pædagog og cand.pæd. i Almen Pædagogik Pædagogisk konsulent ved Familie- og Basispladsprojektet, Københavns Kommune