Fra dokumentation til refleksion

Af Elisabeth Lockert Lange

Reggio Emilia pædagogikken er kendt for at kunne noget helt særligt. To italienske pædagoger fra Reggio Emilia i Italien var i Danmark for at fortælle om dokumentationens helt centrale placering i deres pædagogik og dens be tydning for refleksionen over det pædagogiske arbejde og for tilrette- læggelsen af det.

Reggio Emilia pædagogikken opfatter viden som noget, børn aktivt skaber og konstruerer i samarbejde med andre. Og i den pædagogiske tænkning forudsætter det et professionelt ansvar, som på den ene side bygger på dialog og kommunikation, på den anden side på en reflekterende og forskende holdning. Selve børnehavemiljøet ses som et pædagogisk værktøj, en ”ekstra pædagog”. Miljøet er også indrettet efter børnenes forskellige aldre. Holdningen er at barnet har 100 sprog, så i hver børnehave findes atelierer og en pædagog med kunstuddannelse. Billedsproget har en stærk placering i det pædagogiske arbejde, fordi vi lever i et visuelt samfund. Ved at anvende og øve så mange udtryksmåder som muligt fx billedsprog, drama, musik, matematik, får barnet tilgang til alle sider af sine kompetencer. Og de får mulighed for at tage sig selv i besiddelse, for at blive subjekt. Læs om Reggio Emilia pædagogik på www.reggioemilia.dk

Reggio Emilia pædagogik hviler på et børnesyn om at alle børn er kompetente og har et potentiale af enestående rigdom, kraft og kreativitet. Gennem at anvende og øve så mange udtryksmåder som muligt får barnet tilgang til alle sider af sin personlighed og dermed også tiltro til sin egen formåen. Børns nysgerrighed og leg tillægges med andre ord en helt grundlæggende betydning som udgangspunkt for børns læring og udvikling.

Som redskab bruger Reggio Emilia pædagoger dokumentation af både børnenes reaktioner og deres eget faglige arbejde. Det gør de gennem optegnelser, fotos og ikke mindst video. Baggrunden er forestillingen om at vi alle er så indfanget af vores forudfattede meninger at vi har svært ved at se, høre og forstå, hvad der virkelig gøres og siges.

Dokumentation hjælper til at feje fordommene væk fra vores øjne. Dokumentation fortæller, hvad børn er optaget af og tænker, og den gør det muligt at reflektere over de valg, man som pædagog træffer og over, hvad man ellers kunne have valgt.

Dokumentation og dens betydning for den pædagogiske praksis i Reggio Emilia pædagogik var emnet for en temadag arrangeret af Det Danske Reggio Emilia Netværk, hvor to pædagoger fra Reggio Emilia i Italien, pædagogisk konsulent Tiziana Filippini og pædagog Laura Rubizzi, gennem ord og billeder fortalte om deres arbejde. LFS Nyt lyttede med på en del af temadagen.

En lille videooptagelse af en pædagog og nogle børn i-læreat- gå-alderen, danner udgangspunkt for en refleksion. Hvad ser I, spørger de to italienere.

De mange deltagere ser mange ting. De ser at pædagogen styrer børnenes opmærksomhed på hinanden gennem at tale med dem, men ellers sidder hun stille og roligt. Nogle af børnene krabber sidelæns, andre skubber små borde foran sig og går via dem, og det griber hun ikke på noget tilspunkt ind i.
De ser børnene få lov til at gå op af en trappe uden at nogen siger pas på. De ser at der er meget få ting i rummet, og de ser at der ikke er andre voksne til at forstyrre pædagogens dialog med børnene. Hvor planlagt er det, spørger de. Er det reflekteret med kolleger inden? Eller gør pædagogen først det efter videoklippet?

Pædagogens rolle

Tiziana Filippini glæder sig over de mange iagttagelser: for vi har alle vores forskellige personlige baggage, som gør at vi aflæser situationer forskelligt, derfor bør alles synsvinkel komme til udtryk. Hun fortæller at der altid ligger en målsætning bag alt, man gør i Reggio Emilia børnehaver.

Hun peger på tre grundlæggende værdier: lytning, i bred forstand og som en interaktiv proces, pædagogisk forskning, hvad ved vi, og endelig dokumentation som støtte i læringsprocessen.

”Det pædagogiske aspekt er mere vanskeligt end det ser ud. Det er helt bevidst at de voksne ikke forstyrrer hinanden, men pædagogens rolle er sværere at definere jo mindre barnet er. Børn går jo selv, også hvis man ikke gør noget, så spørgsmålet kommer: skal jeg blande mig eller ikke?

Skal børn på ét år anbringes ét sted eller skal de blandes? Vi er opdateret omkring den ny viden om hjernen, og hvordan den fungerer, og vi skal ud over vores egen synsvinkel og se situationen fra barnets.”

Pædagogen gør et stort arbejde, vurderer Tiziana Filippini, hun holder øje med hvert enkelt barn og sørger for at det indgår i gruppen og i samspillet. Hun overtager aldrig børnenes egen rolle, det vil sige hvis et barn rækker ud efter noget, siger hun ikke straks ”her” og giver barnet det, hun lader det selv strække sig efter det.
Og hun viser med hele sin opførsel at hun forventer at det kan. Hun roser når der er grund til det, og når der ikke er, så venter hun i forventning om at barnet vil gøre noget så hun kan rose.

”Pædagogen har en positiv forventning til børnene, på en sådan måde at deres kompetencer kommer bedre frem. Hun respekterer samtlige individuelle strategier fra børnenes side. Hvis de fx ikke kan gå, så skubber nogen et bord foran sig, andre krabber, andre igen kravler eller trækker sig hen over gulvet. Hun viser at hun respekterer det, og hun støtter samspillet mellem dem. Vi har behov for som individ at respekteres, og pædagogen venter på at barnet kommer frem med kompetencer, som måske ikke er synlige.”

”For alle børn er kompetente og på jagt efter mening og betydning i tilværelsen, de har 100 sprog og måder at lære omverdenen at kende. Kompetencerne kommer frem i lyset, når omgivelserne tillader barnet at bringe dem frem i lyset.

Alle børn er prædisponerede til at indgå kontakt på mange måder, hvis omgivelserne ikke er ligegyldige over for dem, for de kan selvfølgelig ikke bare sidde på gulvet og være kompetente. Og vi skal selv som voksne vedligeholde vores 100 sprog, så barnet ikke henvender sig på et sprog jeg har glemt og får respons derefter. Vi ser daginstitutionen som et sted, hvor børn lærer af sig selv ved voksnes hjælp, det er ikke daginstitutionen som lærer barnet.”

Fuldstændig gennemtænkt

Og hvad er det at lære? I Reggio Emilia spørger de hele tiden sig selv om det, for intet må ende med at blive gjort på automatpilot. Derfor standser de op og reflekterer hele tiden, om det er den rigtige måde, de gør tingene på.

De to italienere viser en ny lille video om et farveprojekt. Man ser aldrig den voksne på videoen, er der overhovedet nogen voksen? Børnene kigger ikke efter voksne… Men ud fra materialerne kan man se den voksnes tanke og målsætning, fx de gennemsigtige klodser som lyset går igennem. Og ja, der er på forhånd tænkt nøje og formuleret målsætninger, fortæller de.

”I form af dokumentation har vi virkeligheden foran os at gå ud fra, og så kan vi komme til en fælles forståelse af, hvad det betyder at arbejde med børn. Vi mener at man får en kæmpe gevinst selv af så kort et klip som dette, hvor man kan se den voksnes rolle og børnenes måde at opleve på.”

Der ligger spørgsmål og målsætninger bag projektet. Såsom hvad er farve i relation til materialerne og i relation til lys? Hvordan kommer børnene mest udbytterigt frem? Hvilken kontekst kan vi sætte dem i så deres nysgerrighed skærpes, og de får en forståelse for farve og lys?

”I denne institution har pædagogerne kortlagt, hvor solen kommer ind, hvilken stue der har naturligt lys, hvilken der har kunstigt, og hvorfor vi vælger lige netop disse farver og materialer. Intet er overladt til tilfældighederne, alt er fuldstændig gennemtænkt på forhånd. Hvilke ting der hænger på væggen, hvad der skaber skygger, kasserne på gulvet, farver der blandes, en tråd der hænger ned fra loftet. Det er alt sammen forskellige muligheder for at forholde sig til farver.”

Til grund for arbejdet ligger et nøje kendskab til børnene, og det er der de starter. Med at observere, lære af børnene og lære det enkelte barn at kende. Dernæst reflekterer de og lægger mere teoretisk overvejelse ind over, hvordan de vælger at gribe det an.

”Dette er kernen i det arbejde, som kendetegner Reggio Emilia pædagogikken, og som dokumentation er grundlag for.”

En cyklus

Er det meget forskelligt fra danske metoder? En deltager mener at det er det måske ikke.

De to italienske pædagoger er ikke helt enige. De mener ikke det er universelt, at daginstitutioner har en så gennemført planlægning ud fra dokumentation som vist i videoen.

Tiziana Filipini uddyber:

”Dokumentationen gør det muligt for os at reflektere over den voksnes rolle. Vi ser hvordan børnene reagerer på den plan, som den voksne har lagt. Ser hvad den voksnes projekt fører med sig, ser hvad der stimuleres hos børnene; vi evaluerer den voksnes projekt, og hvad børnene får ud af det. Og det bruger vi til at planlægge noget, som udnytter det. Det er et led i en kæde, hvor vi bygger oven på, hvad vi opnår gang efter gang. Vores måde at lave projekter på hænger sammen i en cyklus, planlægning, observation, fortolkning, ny planlægning – i et kredsløb.”

”Vi sætter mål som vi sigter imod, men vi kan selvfølgelig ikke forudsige alt, når vi planlægger et projekt. Hvor vi i øvrigt ofte tager fat i meget konkrete ting, fx lys og farver. Og ved konkret at se på børnenes reaktioner, på selve forløbet og gøre os vores iagttagelser, så opmagasinerer vi og bruger det i nye sammenhænge. Og vi er konstant vågne over for børnenes reaktion på detaljer i projektet. Vi dyrker de hundrede sprog, hvor vi indsamler erfaringer på mange felter. Her er video et naturligt redskab – men vi bruger også andre.”

I Reggio Emilia mener de at hvis man skal have noget ud af projektering, så er det nødvendigt med denne dokumentation. At man ellers ikke kan indsamle og fortolke – for senere at starte et nyt projekt.

”Dette er specielt ved vores måde, altså projektering ledsaget af dokumentation, som led i en lang kæde af projekter.”

Barnets strategi

Et naturprojekt i en park er næste eksempel. Deres udgangspunkter var børnene og parken, relationer og begrebet kreativitet.

”Vores opgave som pædagoger er at hæve niveauet, øge børnenes agtpågivenhed i naturen, over for naturen. Udvide deres perspektiv. Pædagogerne stiller spørgsmål som: hvad kan træet lide, hvad kan stenen lide. Perspektivet er at kunne gå ind på andres forudsætninger, uanset om det er et træ eller en person. Og at give en gave til træet (en kæde af sten), så vi uddyber hvad det er at give gaver. Vi tager udgangspunkt i børnene nysgerrighed, i hvordan de finder ud af noget om træet. Børn er gode til at lege, og i dette tilfælde skabte de sammen et sprog med et eget alfabet til træet.”

De voksne observerer hele tiden for at se, hvordan de kan hjælpe børnene i at komme videre. Og dokumentationen viser hvad der skete. Også det som man måske ikke så som voksen i selve situationen.

”Alle børn er født med det hele, og vi skal skabe en kontekst, så evnerne kommer bedst frem. Vi skal understøtte det enkelte barns strategi, hvordan indsamler de viden om verden omkring dem, hvordan samarbejder de. Vi skal styrke deres evne til at erkende virkeligheden. For det er et hovedspørgsmål for os, hvordan børn lærer. Og det spørgsmål stiller vi os stadig.”