De børn, vi ikke kan li´

Af Lene Outzen Foghsgaard

Det er aldrig, aldrig barnets problem, hvis vi som professionelle voksne ikke bryder os om det. Så klart udtrykker børnepsykolog Margrethe Brun Hansen sig. Ifølge hende er det pædagogens ansvar at arbejde med problemet og samtidig glæde sig over, at det er muligt at få slebet en vigtig knast i fagligheden. Som omsorgsperson handler det om at give samtlige børn i sin varetægt følelsen at være unikke og holdt af. Kodeordet er næstekærlighed, og ikke et eneste barn må gå ram forbi!

Hvis man fra sin barndom husker den nærværende voksne: Lise, Peter, Petra eller Poul, der fik én til at føle, at man var holdt af og noget helt særligt, så er den følelse guld værd.

Ifølge Margrethe Brun Hansen er det langt fra alle børn, der bærer sådan en oplevelse med sig ud i livet, men for de, der gør, betyder det alverden. De er vokset i en retning, hvor ikke kun ben og arme bliver længere, men også selvværdets rod bliver solid. Margrethe Brun Hansen, der bl.a. er forfatter til bøgerne ”De kompetence forældre” og ”Rød Stue kalder”, har flere års erfaring som konsulent for daginstitutioner og har et utal af gange siddet over for pædagoger, hvis udfordring var, at de havde det svært med nogle af institutionens børn.

”Den kærlighed man som far og mor føler til sit eget barn er jo helt unikt. De fleste forældre vil gå gennem ild og vand for deres unger, for kærligheden man føler til ens egne er betingelsesløs. Når vi bliver professionelle voksne handler det om noget andet – her er kodeordet næstekærlighed, at vi er i stand til at føle næstekærlighed til de børn, vi har fået betroet. Det kræver god etik og moral og også empati.
Når vi kører hjem om aftenen, skal vi spørge os selv: Var det en god dag, fik jeg givet nok varme og omsorg.”

Psykologen forklarer, at det ofte simpelthen ikke kan undgås, at vi i vores arbejde som omsorgspersoner støder ind i mennesker, der rammer vores hjerter forkert. Der vil næsten altid være et eller flere børn i en institution, der trigger os negativt, sådan er det her i livet. Ingen mennesker kan umiddelbart føle sympati for alle; som professionel pædagog skal du dog kunne favne hvert eneste barn i din nærhed, og derfor må der arbejdes på sagen. Og årsagen – den findes altid hos pædagogen selv!

Hun giver to små eksempler, der tager udgangspunkt i samtaler med to forskellige pædagoger. Den første fortæller følgende i en samtale med psykologen:

”Femårige Nikolaj er den i gruppen, der altid farer først hen til fadet, når vi skal have frugt. Her snupper han det største stykke og griner hånligt ud til os andre. Jeg kan bare ikke klare det. Han er uartig og grisk.”

I det andet eksempel handler det om generte Lise, hvor pædagogen over for psykologen forklarer følgende om sit forhold til pigen:

”Når vi skal ud på legepladsen, kryber hun under bordet og vil ikke komme ud. Jeg er så ufattelig træt af, at hun skal have særbehandling. Så skal jeg ligge der på alle fire og nærmest lokke hende ud, og det er det samme hver dag. Jeg oplever, at hun gør det for at spille interessant.”

Margrethe Brun Hansen forklarer, at det altid handler om, hvilke oplevelser pædagogen selv har med i rygsækken. Den første pædagog har det åbenlyst svært med mennesker, der vil have det bedste. Hun betegner det som grisk, at Nikolaj udsøger sig det største og flotteste æble, men selvfølgelig gør han det. Skulle han tage det mindste og grimmeste? Hun oplever ham som uartig og hånlig, når han viser sit æble frem til de andre, men faktisk er han jo bare glad og stolt. Glad for at der er frugt. Stolt over at være kommet først!

En god måde at tackle Nikolaj på kunne være at anerkende hans store og positive lyst til frugt, og så hjælpe ham med dagen efter lige at vente lidt, så også de andre børn er med. Som udgangspunkt er det pædagogen, der tillægger ham de negative evner! Som kommentar til den generte Lise siger psykologen, at det måske handler om, at pædagogen selv var genert som barn og aldrig blev mødt i sin følelse. Lise spiller ikke interessant, men hun har en tilbageholdende personlighed, som hun skal hjælpes til at folde bedre ud.

Tal ud af posen

”Hvad gik forud, fortæl mig alt om episoden. Hvad præcis er det i barnets adfærd, der rammer dig?”

Når Margrethe Brun Hansen sidder i et forløb med en pædagog, er det vigtigt for hende at få vedkommende overfor til at fortælle i detaljer, for på den måde går det ofte også op for pædagogen, hvad der er på spil. Psykologen slår fast med syvtommersøm:

”Som udgangspunkt er det aldrig barnet, det er galt med. Alle børn er en udfordring. De er vidt forskellige personligheder, der hver især skal behandles som unikke. Når vi arbejder som pædagoger er det den gode energi, der er vores benzin. Vores kropssprog og glæde og lyst til livet, er dét, vi sælger ud af. Vi går hele tiden i dialog med det menneske, vi er, og det kan være hårdt. Det kræver evnen til at ville sælge ud af sig selv, kunne sætte sig ind i barnets perspektiv og samtidig være villig til hele tiden at uddanne sig.
Jeg fylder 60 år til foråret, har arbejdet med børn i en halv menneskealder, men kan stadig træde ind i en institution og opleve børn, der ikke rammer mig rent, og hver gang må jeg så finde ud af, hvad der ligger til grund – for de SKAL favnes. Jobbet som pædagog er en uddannelse, vi aldrig bliver færdige med, det handler jo om mennesker.”

Ifølge psykologen er det alfa og omega, at pædagogen erkender, hvordan han eller hun har det. At der er et problem, eller lade os kalde det en udfordring, der skal tages alvorligt. Pædagogen skal vide, at han eller hun er ikke den eneste, der har det sådan. Ifølge Margrethe Brun Hansen skal pædagogen se på det som en gave, når en knast i fagligheden bliver synlig, så den kan blive slebet.

”Hvis man bliver ramt af et barn, så skal man gå til sin leder eller kolleger og bede om hjælp. Det kan være, at man beder sin leder om at få professionel supervision, det kan være, at der er et kursus, der kunne hjælpe på vej. Måske kunne det løses ved, at pædagogen til næste stuemøde tog problemet op og fik de andre kollegers bud. For at det kan lade sig gøre, skal der være en tillidsfuld og åben kultur, der gennemstrømmer institutionen.
Det handler om, at man kan være tryg ved hinanden, for alle kan komme i samme situation. I personlige sager er der nødt til at være en konstruktiv stemning, ellers går det ikke.”

Psykologen anbefaler institutionen måske at gøre brug af de pædagogiske konsulenter, også i denne sammenhæng, eller måske tilknytte en psykolog til huset, som kan komme, når der er behov. Det handler i mange tilfælde om at prioritere. I stedet for måske udelukkende at investere i kurser, kunne institutionen overveje også at bruge nogle af midlerne på samtaletimer, hvor pædagog og psykolog er på tomandshånd.

Hvad gør jeg som kollega?

Når ens kolleger gang på gang overskrider det lille barns grænser ved at overhøre det, vende øjne af barnet, tale hårdt og afvisende og med kroppen signalere, jeg kan ikke li´ dig, så må og skal man som kollega gribe ind, og her er det et spørgsmål om tillid og fremgangsmåde. Psykologen siger:

”Læg måske en arm om kollegaens skuldre og stil f.eks. spørgsmålet: Hvordan har du egentlig med Caroline? Måske kollegaen svarer, at han eller hun har det fint med Caroline, og hvorfor spørger du, underforstået, der er ikke noget galt!

Men dialogen må ikke stoppe her. Bed kollegaen om et møde, under fire øjne, eller måske det kan være næste personalemøde, hvor også andre kolleger og lederen er til stede. Formålet er at tale om Carolines trivsel. Fortæl kollegaen, hvad du oplever. At du ser de himmelvendte øjne og en krop, der afviser. At det gør ondt i dig, når du oplever barnets triste blik, at du synes I skal tale om, hvordan Caroline ikke bliver syndebuk. Læg op til en konstruktiv dialog. Det må endelig ikke blive en kamp. Det skal være et samarbejde.”

Margrethe Bruun Hansen forklarer, at man inden for psykologien taler om, at alle mennesker har blinde pletter. Signaler eller egenskaber vi ikke selv er klar over, at vi har og derfor ikke kan erkende. Det er de pletter, andre kan påpege for os, og det er derfor utrolig vigtigt, at man som kollega tager fat om nældens rod.

”En god løsning er ikke, at en anden voksen på stuen tager over og bliver kontaktperson for barnet. Det kan ske i en kortere periode, mens pædagogen arbejder på sagen, men det må ikke blive en sovepude. Som professionel pædagog skal vi kunne rumme alle vores børn, og lærer vi det ikke nu, kan vi være sikre på at støde på udfordringen senere – det vil komme masser af børn ligesom Caroline. Vi må søge ind og finde ud af, hvad det er i barnets adfærd, der gør os ude af stand til at tage ordentligt imod hende.”

Barnet bliver offer

Margrethe Brun Hansen understreger, hvor stor en rolle lederen spiller, også i denne situation. Der skal være respekt og tillid blandt personalet. Og ledelsen må gå i front. Hendes visioner om, at institutionen skal være et rart sted at være for både store og små skal skinne så tydeligt igennem, at ingen er i tvivl. Psykologen, der i mange år har været tilknyttet mange forskellige daginstitutioner, oplever en markant forskel på steder, hvor ledelsen kommer én i møde med smil og varme, modsat dér, hvor manglen på overskud og glæde er dagligdag. Her bliver stemningen tung og anstrengt, og hverken børn eller voksne trives optimalt.

Og netop børnenes trivsel er for psykologen alfa og omega i hele denne snak om børn, den voksne bryder sig mere eller mindre om. For hvad gør det ved barnet at blive afvist? Da Margrethe Brun Hansen får det spørgsmål, ændrer den venlige og rolige stemme karakter. Fra et sekund til det næste. Her hjælper ingen kære mor.

”Et barn, der ikke er favnet af den voksne, er faktisk udsat for mobning – et andet fagligt ord er omsorgssvigt. Pædagogen, der afviser barnet, er med til at skabe et barn, der vil føle skam og skyld, fordi det fornemmer, at det gør noget forkert. At det er forkert! Indtil børn er seks år dannes deres personlige kerne – det er i de første år, at retten til at være eller ikke være, skal grundfæste sig.
Et barn skal mødes med en åben favn, hvor det møder forståelse og næstekærlighed. Det modsatte må bare ikke finde sted. Det er ganske skrækkeligt.”

Margrethe Brun Hansen er aktuel med bogen: ”Forældreguiden. Sådan tackler du hverdagen med børn.” Udgivet på Høst og Søn.