Menneskets bedste ven

- dødeligt såret

Af Lone A. Sperschneider, antropolog og forfatter

Engang lå jeg i fodenden i børnenes senge og sov. Jeg blev også brugt som deres ’trøster’, for når børnene eller deres forældre var kede at det, så var det ikke sjældent min bløde pels, som de hviskede alverdens urimeligheder ned i.

Jeg befandt mig også højt på ønskesedlen hos mange børn, og nogle af de kære poder kunne plage deres forældre i årevis om de måtte få sådan én som mig.

Men jeg er ikke mere i så høj kurs. Min titel som menneskets bedste ven er så godt som taget fra mig, frygter jeg. Jeg er blevet degraderet. Hvor ynkeligt. Vuf. Nu tænker børnene ikke allermest på at sove med mig i forenden af sengen. Nej, det er i andre retninger, at børnenes tanker går. Jeg er nok for langsom, for krævende: skal ha’ mad og gås med, og kløs bag øret. Det er vist ikke ligefrem dét, de moderne børn higer efter. Altså ansvaret for et andet levende væsen på godt og ondt.

Nej, de søde poder har nok i sig selv og hinanden. De har mere end travlt med at være med i kliken, med tøserne eller med gutterne. Ja, de har så travlt, at de næsten er online hele døgnet rundt. Og til det formål, så har de altid deres bedste ven inden for rækkevidde: Mobiltelefonen!

Jeg kapitulerede, jeg magtede ikke at tage kampen op. Den var alt for ulige. Ringetoner contra traveture. Sms-beskeder contra våde hundekys. Fotos af vennerne contra leg med pind. Dér ser du selv, hvor ulige kampen var.

Da jeg tilmed en aften bemærkede med mine våde hundeøjne, at nogle af de kære børn sov med mobilen på hovedpuden, så vidste jeg, at slaget defi nitivt var tabt. Selv dengang jeg måtte være i sengen, fi k jeg ikke engang lov til at være lige dér, men skulle ligge i fodenden. Men jeg kunne jo heller ikke sikre min ejer, at hun ikke gik glip af én eneste livsvigtig besked fra omverdenen.

Og tænk dig, jeg var endda ikke engang mistænkt for at afgive farlige stråler.

Mobilen er blevet børnenes og de unges bedste ven. Men hvad så med de gamle, spurgte jeg mig selv, da jeg lå i hundekurven?
Jo, her er det ikke gået så galt endnu. For en del ældre er jeg stadig centrum i deres liv. Jeg bliver forkælet og talt til og gået med. Dejlige lange ture. Dejlige godbidder. Skønt. Vuffelivov.

Jeg troede en overgang, at det var her blandt pensionisterne, at mit håb for fremtiden skulle næres. Men ak, børnebørnene har lært de gamle at bruge mobilen, og aftenskolerne og ældreorganisationerne har kurser i mobilhåndtering – så også på ældrefronten er jeg truet. Suk. Og jeg tør slet ikke tænke på det tekniske vidunder – den kunstige krammesæl, med de rigtige menneskeord og de varme smukke øjne, som nu introduceres til de ældre. På batterier, og den skal hverken luftes eller fodres.
Så, når jeg ligger her ved madskålen og betragter børnenes, forældrenes og bedsteforældrenes stigende begejstring for mobilen, så må jeg vel nok indrømme, at min tid som menneskets bedste ven er ved at være forbi. Mobilen er lille, kold, hård og et teknisk vidunder. Jeg er det modsatte: stor, blød, varm og kluntet. Begrav mig venligst med et godt ben.

Kærlig hilsen hunden