Børne- og ungdomskonsulenter

Af Elisabeth Lockert lange

Faglig styrkelse

Netværksgruppen for børne- og ungdomskonsulenter udvikler både efteruddannelse for faggruppen selv og for de plejefamilier, som de har konsulent- og tilsynsopgaven for.

Børne- og ungdomskonsulenterne Lise Lotte Reiter fra Indre Nørrebro lokalcenter og Stine Brønnum fra Bispebjerg lokalcenter er en del af en netværksgruppe fra lokalcentrene Brønshøj/ Husum-Tingbjerg, Ydre og Indre Nørrebro og Bispebjerg, med et fagligt samarbejde inden for faggruppen af børne- og ungdomskonsulenter.

børne- og ungdomskonsulenter. Netværksgruppen fungerer både som en faglig netværksgruppe, hvor de giver hinanden nødvendig faglig sparring og supervision og som en efteruddannelsesgruppe. Her arbejder børneog ungdomskonsulenterne med, hvad de selv som gruppe har behov for af efteruddannelse, og de udvikler kurser for de plejefamilier, som de har konsulentopgaven i forhold til. De to opgaver hænger ofte naturligt sammen, da deres konsulentopgave over for plejefamilierne kvalificeres af deres egen efteruddannelse. Og behovet for efteruddannelse er stort for begge parter, er de to konsulenter enige om.

I deres egen efteruddannelse har de i høj grad satset på supervision. Forårets kursus Fra fejlfinder til ressourcespejder er indtil videre det seneste af tre forløb med samme supervisor, cand.psyk. Jytte Ganløse. Et relevant emne, fremhæver de to børne- og ungdomskonsulenter, når man skal arbejde med udvikling og finde løsninger.

Kursusforløbet gik over fem dage fordelt over fem måneder. Målet var at blive bedre til at yde supervision og konsultation til både plejefamilierne, de anbragte børn og kollegerne. Og det synes de at de er blevet, ikke mindst fordi de i forløbet trænede i at supervisere hinanden.

Udviklingsstøttende samtale
På selve kurset valgte de hver især én familie, som de efterfølgende ville give et forløb med supervision. For at være realistiske, som de siger.

»Det geniale ved et arbejdsredskab som supervision eller udviklingsstøttende samtaler, som jeg hellere kalder det, er at ansvaret for løsningen i højere grad ligger hos den, som har problemet. Det er en befrielse for begge parter. For dem vi arbejder med, er det værdifuldt at de selv er i stand til at finde frem til hvad de vil gøre anderledes. Og for os er det noget af en kunst at stille de spørgsmål, som finder ressourcerne frem i de forskellige situationer «, fortæller Lise Lotte Reiter.

Hun har gode erfaringer med den familie, hun valgte til sit forløb.

»Jeg er vant til at tale med dem på en anden måde, så jeg var bekymret for om det var svært. Men plejeforældrene var meget positive over for udbyttet, de synes vi talte både konkret og struktureret sammen. Det gav dem mere arbejde men på en positiv måde, var deres vurdering«.

Stine Brønnum supplerer:

»Det er godt at lære andre måder at spørge på, det lærer os at være opmærksom på en ny måde. De ting vi får vendt i supervisionen er noget, vi uden tvivl alligevel ville have talt om på et tidspunkt, men med supervisionen sker det tidligere og mere struktureret«.

De understreger at supervisionen er den såkaldt systemiske, som går efter at finde ressourcer og løsninger. Men ikke ved at fornægte at problemerne også skal identificeres. Metoden sætter fokus på den superviseredes egen oplevelse af problemerne. Gennem spørgsmål afdækker supervisoren hvor problemerne opleves store, og hvor problemerne opleves mindre. Der hvor problemerne er mindst er åbningerne med de skjulte ressourcer, de kan arbejde ud fra. På den måde oplever den superviserede, i dette tilfælde plejefamilien, at deres synsvinkel bliver anerkendt.

De to børne- og ungdomskonsulenter har henholdsvis 28 og 34 børn i lidt færre plejefamilier og aflastningsfamilier. Konsulenterne har dels supervisionsopgaven over for familierne, dels et kontrolansvar.

»Et kursus som Fra fejlfinder til ressourcespejder styrker os meget fagligt, også fordi vi i forløbet talte så meget med hinanden. Vi har et stort ansvar for de børn, som vi fører tilsyn med i plejefamilien. Det er børns skæbne som er lagt i vores hænder, og det kræver meget omtanke og samvittighed. Vi får mange betroelser i arbejdet, og vi skal være så sikre som muligt på at den støtte vi giver til både plejeforældre og plejebørn er den rigtige, så det er vigtigt at tale med kollegerne for at være sikre«, vurderer de to børne- og ungdomskonsulenter.

Plejebørnenes dilemma
Pleje- og aflastningsfamilierne får tilbudt én kursusdag hvert halve år. I november handler det om omsorg for plejebørn med følelsesmæssige vanskeligheder, som netværksgruppen har bedt cand.psyk. Niels Peter Rygård om at give deltagerne øget indsigt i. Målet med kursusdagen er at plejefamilierne både får større forståelse og får konkrete ideer til arbejdsredskaber til at tackle problemerne i hverdagen.

»Mange plejefamilier oplever stor frustration over at det ikke er nok at give børnene omsorg og støtte, at barnet ikke udvikler sig og blomstrer, som andre børn ville gøre med den samme omsorg. Det kan let få dem til at føle sig mislykkede«, mener Lise Lotte Reiter.

»Jeg oplever ofte at plejefamilierne kommer i klemme i forhold til deres familie og venner, som kan synes at familien fx er for restriktiv i forhold til et barn. Men de er nødt til at sætte andre rammer op for disse børn, som har følelsesmæssige ubalancer med i bagagen, næsten uanset hvor tidligt de er anbragt efter fødslen«, konstaterer Stine Brønnum og tilføjer:

»Ofte er barnet med på lige fod i familien, men der er også børn, som aldrig oplever sig som fuldgyldigt medlem af plejefamilien. Og det må plejefamilien forstå og acceptere, selvom det kan være svært«.

For plejebørn vokser op med to sæt forældre, og disse børn kan med al deres sårbarhed let opleve at stå i et krydspres. Lise Lotte Reiter fortæller om et tre års barn, som kalder sin plejemor for mor, men som har helt styr på at når telefonen ringer og det er hendes biologiske mor, kalder hun: »Anne, det er min mor i telefonen«.

»Børn er som et barometer til at måle de voksnes forventninger, og det kan vi ikke tage fra dem. Men vi kan støtte dem i deres dilemma. Og plejeforældrene har brug for støtte til at rumme samværet mellem barnet og forældrene, for barnet reagerer på samværet«.

Stine Brønnum tilføjer:

»Samværet og barnets dilemma er noget vi ved fylder meget for plejefamilierne. De skal jo håndtere barnets reaktioner bagefter, og det kan være hårdt at trøste et barn, som reagerer efter et samvær. Netop dette har da også tidligere været emne for en kursusdag «.

Lise Lotte Reiter stiller lidt katagorisk sagt tre muligheder op. At barnet føler sig tilknyttet både plejefamilie og sin biologiske familie, at det oplever at være tilknyttet plejefamilien, og endelig at det slet ingen tilknytning har.

»Det første er det vi tilstræber, det giver barnet mest tryghed. Det sidste er vores skrækscenarie, det vi kan ligge vågne over. Derfor er det så vigtigt at holde øje med, hvor barnet befinder sig lige nu, og hvordan vi kan gøre fremover. For vi kan ikke acceptere at barnet ender uden tilknytning«.

Noget de i deres arbejde har gode erfaringer med, er jævnligt at holde møde med begge familier. Det kan tage konflikter og misforståelser mellem dem og i samværet i opløbet, og samtidig er det en god måde at vise respekt for den biologiske familie. Begge børne- og ungdomskonsulenter glæder sig til kursusdagen den 20. november.

»Som konsulenter oplever vi sådanne kurser meget igangsættende i forhold til pleje- og aflastningsfamiliers reflektioner om deres arbejdsopgaver, og det er grobund for nogle spændende samtaler, når vi kommer på besøg efterfølgende «, slutter de.