Man kan ikke være her, hvis man ikke brænder for de unge
”Jeg har endnu ikke mødt en ung, som var helt uden for pædagogisk rækkevidde. Hvis man arbejder nok for det, kan man altid nå ind til dem på et eller andet niveau, siger Lars Ballegaard, der har en fortid som politibetjent, og som i dag arbejder som pædagogisk medarbejder på Sønderbro.
Tekst og foto: Anna Louise Stevnhøj
Lars Ballegaard og hovedparten af de øvrige pædagogiske medarbejdere overtager, når underviserne på dagholdet går hjem. Det betyder, at de arbejder eftermiddag, aften og weekend. Pædagogerne har selv valgt, at de gerne vil have et skema, hvor nogle uger er komprimerede arbejdsuger med lange vagter, og hvor de så til gengæld har uger med flere sammenhængende fridage, hvor de kan hvile ud.
”Man er brugt, når man har været på vagt, for man giver så meget af sig selv. Efter mine vagter har jeg brug for tid alene til at lade op,” siger Lars Ballegaard, der bruger friformiddagene før job til træning og til alt det, som andre er nødt til at gøre på fridage og efter arbejdstid: Tandlæge, indkøb og så videre.
”Men det, at jeg har så meget aften og weekendarbejde, betyder, at jeg er nødt til at være struktureret, hvis jeg vil have et socialt liv. Det skal planlægges.”
De er svigtede børn
Lars Ballegaard kan dog ikke forestille sig et andet job.
”Det er en livsstil at arbejde på Sønderbro. Man kan ikke være der, hvis man ikke brænder for de unge, og de kan mærke det med det samme, hvis man ikke er helt til stede,” siger Lars Ballegaard, der siger, at han aldrig for alvor har oplevet en ung, der var helt uden for pædagogisk rækkevidde.
”Man kan altid nå ind til dem på et eller andet niveau. Med de sociale anbringelser har vi dem ofte i længere tid, og der kan man opleve, at man reelt kan være med til at gøre en forskel,” siger Lars Ballegaard.
Han må dog ofte sige farvel til de unge, selv om der netop er skabt en relation, fordi de skal videre til et andet opholdssted eller i fængsel.
”Det har jeg fundet mig til rette i. De skal bare have oplevet, at vi ville dem, mens de var her. Den største frustration er, at vi gang på gang oplever, hvordan samfundet har svigtet de her børn. Det er jo ikke børn, der pludselig er sprunget ud som kriminelle eller misbrugere. De har typisk været svingdørsbørn, der er blevet flyttet fra den ene anbringelse til den anden, eller børn som systemet på den ene eller anden måde burde have sat ind over for i løbet af deres opvækst. Det er det tungeste ved at være her.”