Profillegepladser svømmer i pædagogansøgninger

Mens københavnske daginstitutioner har svært ved at rekruttere pædagoger, vælter det ind med ansøgninger til byens store profillegepladser. Men der skal stadig mere fokus på, hvad legepladspædagogik er – for drømmen er endnu flere kvalificerede ansøgninger, siger Lau Heidemann, chef for de bemandede legepladser i København.

Tekst og foto: Signe Rosa Skelbæk

Når daginstitutioner i København slår en stilling op, må de kigge langt efter pædagogansøgninger. Det står helt modsat til, når en bemandet legeplads slår en stilling op. I hvert fald hvis det er en af byens store profillegepladser.

Det er der mange grunde til, fortæller pædagog Bruno Jacobsen, der er ansat på Remiseparkens legeplads.

”Vi slog en stilling op i efteråret, hvor vi fik 32 ansøgninger fra pædagoger. Fælles for dem var, at de stort set alle var i arbejde allerede, men at de var trætte af at være i daginstitution, hvor de følte sig pressede af ikke at være nok personale,” fortæller han.

Bruno Jacobsen har arbejdet på legepladser siden 1887, de seneste 31 år på Remiseparken, og hans bud bakkes op af enhedschef Lau Heidemann.

”Det er helt rigtigt, at når vi slår stillinger op på profillegepladserne, så får vi utroligt mange ansøgninger. Desværre gør det samme sig ikke helt gældende i de udsatte byområder og på de mindre legepladser,” siger han.

Fravælger daginstitutioner

Både Lau Heidemann og Bruno Jacobsen oplever, at der de senere år er sket et skred, hvor flere pædagoger søger væk fra daginstitutionerne, og det mærker de på de bemandede legepladser.

”Da jeg i 1987 første gang blev ansat på en legeplads, var det helt omvendt. Det var svært at få pædagoger ansat på legepladserne, og det var svært at få job i en daginstitution. Dengang var vi, der arbejdede på legepladser, konstant på barrikaderne for vores arbejde. Hvert år op til budgetforhandlingerne skulle vi kæmpe for ikke at blive sparet på. I dag er det daginstitutionspersonalet, der må ud på gaderne, for ikke hele tiden at blive færre og færre på stuerne,” fortæller han om den historiske udvikling, han selv har oplevet gennem sin tid som ansat i Københavns Kommune.

Lau Heidemann oplever samme tendens de senere år.

”Jeg oplever, at det i højere grad er en flugt fra daginstitutionerne fremfor et tilvalg af legepladserne, når vi modtager ansøgninger fra pædagoger. Jeg tror, det gør sig gældende for otte ud af 10 af vores ansøgninger. Desværre betyder det også, at nogle af disse ansøgninger er knap så interessante for os. Vi foretrækker naturligvis ansøgere, der har fokus på, hvad de kan bidrage med pædagogisk på legepladsen, fremfor ansøgere, hvis fokus er at slippe væk fra styring, administration og personalemangel i det nuværende job,” siger Lau Heidemann.

Vil have flere endnu

De mange pædagogansøgninger burde være lykken for legepladserne, der historisk set har haft svært ved at rekruttere pædagoger, og som er underlagt en regel om, at hver legeplads skal have mindst én pædagog ansat. Men Lau Heidemann så gerne, at der kom endnu flere ansøgninger.

”Vi skal være tydeligere på, hvad det er, legepladserne bidrager med i København. I øjeblikket er vi ved at udvikle byrumspædagogik med Campus Carlsberg, og vi håber, det kan være med til at styrke den pædagogiske fortælling om legepladserne som fagligt stimulerende arbejdspladser. Legepladserne er i den grad en stor gryderet af spændende aktiviteter til børn og unge, og vi kan tilbyde enormt meget frihed på arbejdspladsen, fordi vi mange steder praktiserer selvledelse,” siger han.

Græsset er ikke kun grønnere

Men ifølge Bruno Jacobsen er græsset ikke kun grønnere på byens legepladser, hvor der de senere år også er sket et fokusskifte, han ikke ser som positivt.

”Skiftet til teknik- og miljøforvaltningen gjorde, at vi er sluppet for mange af de sparrerunder, de hvert år kæmper med i BUF. Hvis vi stadig havde været i BUF, ville der kun være halvdelen af de legepladser tilbage, som vi har i dag. Det er jeg overbevist om. Men ligesom på dagtilbudsområdet, så er vi ved at blive ædt op af bureaukratisering. Alt skal handle om læring, lige fra børnene kommer, til de går. Børn kan ikke bare få lov at lege,” siger han og uddyber:

”Dengang jeg blev ansat her, der kunne vi virkelig præge børnene og bryde en social arv. Det er klart, at der dengang var væsentligt flere familier, der havde det svært. Men vi var også et frirum, hvor børn kunne opleve dyrene og få anderledes oplevelser. I dag har vi faste mål for, at vi skal undervise om planter, bæredygtighed, affaldssortering og klima. Selvfølgelig har vi også stadig hestevognsture og alt det andet, men der er kommet en helt ny dimension oveni,” siger Bruno Jacobsen.

Skæve arbejdstider

Den nye dimension, som Bruno Jacobsen taler om, gør, at der stadig er hårdt brug for personale, der er dedikeret, og som har en pædagogisk ambition om at give børnene noget, de ikke får i skolen.

”Pædagoger uden særlig viden om dyr eller planter kan sagtens være kvalificerede til at arbejde her. Men vi kan se, at de, der ender med at blive ansat her, typisk selv har større børn. Det hænger helt sikkert sammen med, at når du arbejder på en legeplads, så er der behov for, at du er fleksibel. Vores spidsbelastninger er i ydertidspunkterne, og hvis en hest er syg, så kan der være behov for, at du tager ud om aftenen og giver den medicin. Vi kan ikke bare dække os ind af fremmede vikarer for at få enderne til at mødes, og derfor er vi meget afhængige af hinanden,” siger Bruno Jacobsen.

De skiftende arbejdstider er ikke på listen over ting, Lau Heidemann kan ændre på i forsøget på at få flere pædagoger til at søge ud på de mindre legepladser, og han er også uforstående over for, hvorfor ansøgningsstrømmen er så skæv.

”Slår vi stillinger op på ByOasen, Remiseparken eller Trafiklegepladsen, så vælter det ind med ansøgninger fra pædagoger, men helt anderledes ser det ud særligt i de udsatte byområder. Vi skal af gode grunde have pædagogisk personale på hver legeplads, men det kræver, at der er nogen, vi kan ansætte. Ofte må vi ansætte skolelærere eller akademikere, men fordi de ikke er pædagoger, ansættes de på medhjælperløn. Det er problematisk, fordi de jo ofte rummer enormt meget viden, som vi og de besøgende kan drage nytte af,” siger Lau Heidemann.