Min vigtigste opgave er at lette tingene for ”vores” børn, så de får de samme chancer som alle andre

Tekst: Anna Louise Stevnhøj

10.20

Jeg møder ind og starter ud med noget tillidsrepræsentant-arbejde. Jeg blev valgt til TR i 2017, da jeg havde været ansat i Fritidsinstitutionen Tingbjerg Skole i et halvt års tid. Jeg har tidligere arbejdet på Nørrebro i mange år, men har også haft et par afstikkere, blandt andet til en afdelingslederstilling i et meget ressourcestærkt område i Valby. Da stillingen blev nedlagt, valgte jeg at søge job i Tingbjerg, og det var som at komme hjem. Mit kald er at arbejde med børn og deres forældre fra udsatte områder; de giver så meget tilbage. Da jeg startede i Tingbjerg, sagde min mand til mig: Hold da op, du har fået lyset tilbage i øjnene. Og det var rigtigt. Jeg oplevede, at der var en del af de meget ressourcestærke forældre i Valby, der opfattede os pædagoger som en slags servicepersonale. Vi oplevede rent faktisk forældre, der stod nede på legepladsen og ringede ind og bad os om at finde deres barn til dem og sende dem ud, da de syntes, det tog lang tid selv at finde dem - og det var jo vores arbejde.

11.50

Jeg er på vej på gårdvagt, og jeg får lige en krammer af et af ”mine” børn fra MI, modtageklassen i indskolingen. De børn, der endnu ikke taler særligt meget dansk, er ofte meget umiddelbare – de kommunikerer med kroppen. Jeg har netop spist min madpakke i ”pædagoghjørnet” på lærerværelset. Vi har lidt en tendens til at klumpe os sammen. Det er ikke fordi, der er gnidninger mellem faggrupperne. Skoleledelsen er meget tydelig i forhold til vores rolle som skolepædagoger. Vi har forberedelsestid, og vi deltager i teammøderne og i skolehjemsamtalerne i de klasser, vi er tilknyttet. Det er sandsynligvis en af årsagerne til, at vi ikke har udfordringer med at få vores stillinger besat. Vi har også en særlig holdånd på Tingbjerg Skole; vi vil de her børn. Og det er fedt at føle, at man er del af noget, der går rigtig godt: Beboerne i Tingbjerg holder i stigende grad op med at sende deres børn på privatskole, de bruger os i stedet. Sidste år var der for første gang i mange år tre spor i de nye 0. klasser, og vi får lige så mange i år.

12.00

”Du må altså ikke skubbe, selv om han skubbede først. Det er bedre at sige det til en voksen!”

Vi kalder middagsfrikvarteret for ’DGP’, Den Gode Pause, fordi vi her har valgt at have ekstra høj normering på legepladsen. Meningen er, at frikvarteret også skal være et pædagogisk tilbud, hvor vi støtter op om venskaber og aktiviteter, og hvor der skal være overskud til at få øje på, om der er nogen børn, der tuller alene rundt og er kede af det. Men der er også god gammeldags konfliktløsning på dagsordenen.

12.20

I dag skal jeg have matematik i MI sammen med min kollega Saba, som er lærer. Vi har børn i MI, som endnu ikke taler dansk, og vi har børn, som snart kan sluses over i den almindelige indskoling. Vi har også et aldersspænd fra 0. til 3. klasse. Derfor er der i høj grad brug for, at vi kan dele os op.

12.30

Vi har lige nu et par indiske piger, som er engelsktalende, og som har gået i skole, før de kom til Danmark. De skal nok klare sig. De børn, som har det sværest, er børn, som aldrig har gået i børnehave, og som har gået hjemme hos en mor, som ikke taler dansk. De er ofte udfordrede både sprogligt, fysisk og socialt. De skal på kort tid lære dansk, samtidig med at de skal gennemskue alle de sociale spilleregler, som andre børn bruger tre år i børnehaven på at lære. Så de er bagud fra start.

13.15

Far har skrevet til os, at datteren har tandpine, og om vi har mulighed for at følge hende til skoletandlægen. Familien er ret nytilkommen, og vi vælger at prioritere, at jeg smutter med over til klinikken for at høre, om de har en akut tid.

13.20

Hun tager det i stiv arm, selv om hun ikke rigtig svarer, da tandlægen spørger, om de stadig er gode venner … Ubehaget forsvinder som dug for solen, da hun får lov til at vælge to små gaver fra tandlægens skattekiste, og hun er helt med på det, da hun får at vide, at hun skal komme tilbage senere på ugen sammen med mor og lillesøster.

13.50

Skoledagen er slut, og jeg følger mine MI-børn til fritidshjemmet. Først laver vi aftaler om, hvem der holder hvem i hånden, og hvem der går først. Jeg bruger turen til trafiktræning af de ældste børn, som får lov til at gå turen ”alene”, det vil sige 10 til 20 meter foran resten af gruppen, for når de sluses ud i vores 2. klasse, skal de selv kunne gå turen alene fra omkring april. Vi har meget klare regler i skolen og på fritidsinstitutionen om, hvornår man må gå hjem selv, og hvornår man må gå alene fra skole til fritidsinstitution. Nogle af vores forældre synes, at deres børn sagtens kan gå hjem selv. Men vi fastholder, at børnene skal hentes af en voksen indtil 1. klasse – også selv om de bor tæt på.

14.20

Jeg er meget ofte på Lego-rummet i fritidsinstitutionen. Det er her, mange børn kommer for at falde lidt ned og for at fordybe sig i byggeri. De kommer også tit, hvis de ikke helt ved, hvad de skal stille op med sig selv. Så er det min opgave at hjælpe dem i gang og prøve at få dem ind i en leg eller et projekt med nogle andre. Derfor bygger jeg heller aldrig selv, selv om det kan krible lidt i fingrene. Jeg synes, det er vigtigt, at jeg får øjenkontakt med alle børn, så jeg kan vurdere, om der er brug for mig. Børnene arbejder tit med komplicerede projekter, som de gemmer fra dag til dag – indtil fredag, hvor jeg skiller alting ad, så man kan begynde på en frisk mandag morgen. Vi har haft store problemer med, at de mest attraktive ting, herunder Lego figurerne, røg ned i bukselommerne og forsvandt. Så jeg har indført et pantsystem. En sko for en Lego figur. Det har faktisk løst problemet.

15.10

Vi har heste, og det er et hit hos børnene. Der er faktisk en del ældre børn fra helt andre dele af København, der kommer og går til ridning hos os, og det er et kæmpe plus, fordi det lukker bydelen op. Jeg er selv opvokset i Brønshøj, og min mor sagde altid, at jeg skulle holde mig fra børnene fra Tingbjerg … det endte så med, at jeg giftede mig med et af dem. Men området har en lang historie som udsat boligområde, mange af vores forældre er spændt hårdt for økonomisk. Så forældrene her prioriterer ikke altid de samme ting som andre steder i København. Der er fx ikke mange børn, der har hjemmesko. Børnene De har ikke noget problem med at sige, at ”det har min mor ikke råd til”. Vi har lige arrangeret diskofest på skolen med en egenbetaling på 30 kroner per næse. Der er forældre, der kommer og beder om henstand til efter den første, så deres barn kan deltage. Vi fik 95 procent af børnene i indskolingen med. Der er ressourcestærke familier i Tingbjerg, men der er også familier, som er meget udsatte. Kernen i mit job er at lette tingene for de her børn, så de får de samme chancer som alle andre.

16.10

Det tynder lidt ud i mængden af børn, og jeg finder tid til at sende en SMS til forældrene til de børn, der er indkaldt til skoletandlægen. Jeg har meget forældre-kontakt via min egen mobil, og det ved jeg, at lærerne også har. Vi har også i vidt omfang sendt sedler med børnene hjem. Men skolebestyrelsen har besluttet, at det er slut med sedler, når det nye forældre-intra, AULA, er indfaset her efter sommerferien. Så skal forældrene på systemet. Det er faktisk fornuftigt, for de har jo næsten allesammen smartphones, og vi skal nogle gange passe på med ikke at curle forældrene; de skal lære selv at opsøge den nødvendige information. Vi holder selvfølgelig hånden under, så der ikke er nogen børn, der kommer i klemme.

16.50

Vi lukker klokken 17, og så har vi et kvarter til at klargøre til rengøringen og låse af. Så man tyvstarter typisk med noget oprydning, men det er en hårfin balance, for det skal også være hyggeligt for de børn, der bliver hentet sidst. De må ikke opleve, at de er til ulejlighed, og at vi bare går og tripper for at få dem ud.

17.15

Arbejdsdagen er slut – og fortsætter. For nu skal jeg afholde arbejdsmøde med en af kollegerne. Vi skal fin-planlægge modtagelsen af de nye børn, der kommer fra børnehaven i maj måned, og som er de nye 0. klasser efter sommerferien. Alt skal være planlagt ned i mindste detalje, og alle materialer skal være parate, for når der først er næsten 90 børnehavebørn, der flintrer rundt på området, har vi hænderne fulde.

Hvem: Janne Hendrich

Job: Skolepædagog

Arbejdsplads: Fritidsinstitutionen Tingbjerg Skole

Alder: 52

Mit LFS