Leder:
Hvornår er nok – nok ?
Af:Britt Petersen, formand for LFS
Alle kommunalpolitikere er i disse uger i gang med forhandlingerne om næste års budget, det budget som er rammen om det meste af den velfærd, vi som borgere møder – daginstitutioner, skoler, ældrepleje mv.
Borgmestre er så godt som hver dag ude og fortælle om, hvor store beløb der skal spares til næste år, ja nogle har sågar genåbnet indeværende års budget og lavet besparelser for så at skulle fortsætte til næste år.
Gad vide, hvornår de kommunale politikere for alvor begynder at indse, at den samlede ramme for de kommunale budgetter bare er for lille? Det er, som om de enkelte kommuner mere sidder og kigger på, om der er penge, man kan tage fra andre kommuner, end på om der samlet set bare er for lidt til at drive den borgernære velfærd.
Hvis ikke kommunerne finder ud af at stå sammen om at få øget rammen, så kan forhandlingerne om en ny udligningsreform om cirka to år blive rigtigt grimme. Vi så op til de forhandlinger, der var i år, hvordan alle kommuner udenfor hovedstadsområdet, syntes, at det var her, der flød guld i gaderne, og vi så, hvordan hovedstadskommunerne i fællesskab forsøgte at beskrive, at de på mange punkter faktisk var bagud i forhold til de øvrige kommuner. Det blev en ganske uskøn kamp kommunerne imellem, og på intet tidspunkt fik man sagt fra i fællesskab.
Vi ved, at der ligger rigtig mange udfordringer og besparelser i pipelinen, hvis ikke vi får kommunalpolitikere, borgere og ansatte op ad stolene.
Og hvor er vi som faglige organisationer og ansatte på det offentlige område?
Da vi for bare få måneder siden var i fuld vigør under overenskomstforhandlingerne, var der ingen grænser for, hvor enige vi var om, at nu var det nok! Og da handlede det ikke kun om vores løn og arbejdsvilkår, det handlede om hele tilgangen til det offentlige område. Vi var enige om, at vi også ville stå sammen bagefter. Så ku’ vi så lige tage os sammen og genfinde aktivitetsniveauet, invitere øvrige borgere og politikere til fælles kamp for rammerne for vores arbejde, for velfærden og mod ulighed!
I København er vi gået i gang, men vi kunne være rigtig mange flere. Du var forhåbentlig med til demonstration for velfærd, på Rådhuspladsen den 6. september, hvor vi markerede vores kamp mod forringelser. Og vi håber, du støtter op, når vi råber højt og fortæller politikerne, at nok er nok.
VIS DIT HJERTE … deltag i kampen for velfærd.