Man skal bare slappe af, det er rart bagefter
Pædagogerne i det Det Maritime Ungdomshus Amager Strand vinterbader med børn helt ned i fem til syvårsalderen, og de, som har tilmeldt sig, gør det mindst to gange om ugen. Fritidscentret ligger i vandkanten til Øresund og lægger dermed op til friluftsliv og vandleg – også om vinteren, hvor der i den koldeste tid, bliver slået hul på isen, så børnene kan komme i det kolde vand.
Tekst: Hedda Maj Jensen
Pædagog Mads Graver startede vinterbadningen op i 2003, som et tilbud til de store, lidt for kække drenge. De måtte dengang vælge én månedlig fridag fra vinterbadningen, og ellers var det hver dag. Vinterbadningen blev hurtig populær, og Mads Graver oplevede, at han fik et andet forhold til drengene, når de var sammen om badningen.
I dag er det en aktivitet for alle børn i både fritidshjem og klub, og den forlængede skoledag har gjort, at kravet om at bade hver dag er blevet lempet. De børn, der selv melder sig til vinterbadningen, skal dog bade mindst to gange om ugen, og de har mulighed for at få en titel, hvis de når op på et bestemt antal gange på en sæson.
Den yngste, der gennemførte en hel sæson, var en pige på fem år.
Også sejt at sige fra
Mads Graver lægger vægt på, at selv om det er sejt at vinterbade, er det ikke nødvendigvis for alle.
”Det er lige så sejt at sige fra. Man skal lære sine egne grænser at kende. Det er også ok, hvis man har prøvet det, og så ikke har lyst længere. Vi siger dog, at de, som er med, skal gøre det mindst to gange om ugen, for det er en social ting. Man kan heller ikke bare hoppe i, når det passer en. Det er noget, vi gør sammen, og det giver en særlig stemning af sammenhold og hygge i saunaen eller badet bagefter,” fortæller Mads Graver.
Han slår også fast, at selv om de prøver at motivere børnene, skal det ikke være pædagogernes eller forældrenes pres, der får børnene til at gå i vandet.
”Vi skal ikke lokke for meget, og forældrene skal ikke presse eller give gaver for, at de gennemfører. Det har vi fortalt dem. Børnene skal selv gøre op med sig selv, om de kan eller vil. På den måde giver det dem også en særlig følelse af sejr, når de klarer det” siger Mads Graver.
Vinterbadetitler
50 badninger = reje
70 badninger = sæl
90 badninger = isbjørn
Alfred og Vitus
Alfred og Vitus, som går i fjerde klasse, har været med til at vinterbade hele sæsonen. De er i alt 17 børn og fire voksne, som bader i denne sæson.
”Det var meget koldt på et tidspunkt, hvor det blæste rigtig meget. Der er ikke så stor forskel på vandet, det er luften, som gør, at det føles koldere. Man skal bare slappe af og tænke på, at det er rart bagefter, når man kommer ind i varmen,” er de to drenge enige om.