Bogomtaler:
Udeskoledidaktik – For lærere og pædagoger
Af Niels Ejby-Ernst, Karen Barfod og Peter Bentsen (red.)
Bogen sætter fokus på teoretiske og praktiske aspekter af udeskole og fagdidaktik og beskriver den mangfoldighed af muligheder, som udeskoleundervisning rummer. Hensigten er at inspirere lærere, skolepædagoger og andre, der arbejder med udeskole, til både almen- og fagdidaktiske overvejelser over brugen af udeskole.
Hans Reitzels Forlag. 264 sider. Kr. 275,-
Social- og specialpædagogik i teori og praksis
Af Vibe Larsen og Gitte Lyng Rasmussen (red.)
Bogen er den første lærebog, der er målrettet specialisering i social- og specialpædagogik, og behandler de problemstillinger, pædagoger kan støde på i arbejdet med børn, unge og voksne med sociale, fysiske eller psykiske vanskeligheder. Forfatterne er alle ansatte ved danske professionshøjskoler og universiteter eller har mangeårig praktisk erfaring inden for det social- og specialpædagogiske felt.
Frydenlund. 341 sider. Kr. 299,95
Følelser og pædagogik – i samfundsteoretisk perspektiv
Af Peter Østergaard Andersen
Pædagogikken er på vej mod et øget fokus på følelser. Bogen beskriver ud fra pædagogers egne beretninger, hvordan følelser – både børnenes og pædagogernes egne – indgår i og indvirker på den pædagogiske praksis. Desuden gennemgås de dominerende teorier om menneskers følelser og de begreber, der især er af betydning i pædagogiske sammenhænge. Endelig diskuterer bogen kritisk nogle af de udbredte opfattelser med henblik på at udvikle en teoretisk forståelse af følelser i pædagogikken.
Hans Reitzels Forlag. 296 sider. Kr. 325,- (Fås også som i-bog til Kr. 260,-)