Ekstra bevågenhed om Palæstina Marathon

Manifestation. Fire lfs’ere deltog i årets Palæstina Marathon i Betlehem på Vestbredden. Efter sidste års krig i Gaza har denne tredje demonstration for retten til fri bevægelighed fået mere international bevågenhed, hvilket har medført, at løbere fra Gaza i år fik lov at deltage. Flere danske politikere deltog.

Tekst: Kirsten Løth, pædagogisk leder i Hyltebro, medlem af HB

I et kaos af trommepiger, technomusik, balloner og hvide duer stod vi fire lfs’ere på Manger Square i Bethlehem klar til at løbe Right to Movement - Palestine Marathon. Midt på pladsen kommer den palæstinensiske unge- og sportsminister gående med sit harem af journalister, kameramænd og sikkerhedsfolk. Løbet kan udelukkende lade sig gøre, fordi de to danske kvinder Signe Fischer Schmidt og Lærke Hein, der har taget initiativ til løbet og stiftet organisationen Right to Movement, har fået ham overbevist. Det skete, da han hørte, at FN havde aflyst et lignende løb i Gaza, fordi Hamas havde nægtet kvinder at deltage. Det er tydeligt for enhver, at der storpolitik i dette løb på Vestbredden, på PLO’s område.

Udgangspunktet for de to danske kvinders initiativ er FN’s menneskerettighedsdeklarations artikel 13 om alles ret til at bevæge sig frit. Tanken var at skabe en anden opmærksomhed og nogle andre billeder af Palæstina/Israel konflikten end de sædvanlige. De ville skabe bevidsthed om den undertrykkelse af menneskerettigheder, der foregår på Vestbredden, men gøre det ved samtidig at motivere lokalbefolkningen til at udnytte deres menneskeret. Derfor underrubrikken ”We Run to Tell a Different Story.” Og at det ER en anden historie, står lysende klart for enhver der deltager i løbet.

Initiativtagerne kæmpede sammen med lokale kvinder om at organisere og afvikle løbet i et område, hvor der ikke er tradition for at løbe, og hvor kvinder ikke må løbe offentligt. Det har krævet lige dele mod, tålmodighed og stædighed. Her tre år efter, at det første løb blev afviklet er 39 pct. af deltagerne kvinder. Til sammenligning er andelen på 20 pct. til Copenhagen Marathon.

Løbere fra Gaza er med

Over 3000 løbere har været med til løbet i år. For første gang i løbets tre-årige historie, har omkring 46 løbere fra Gazastriben fået lov til at deltage. De to første år blev de nægtet udrejse.

Vinderen af årets marathonløb, Gaza-palæstinenseren Masri, udtalte efterfølgende, at han var glad for at have vundet løbet, men at tilladelsen til at forlade Gaza og få lov til at rejse ind på Vestbredden nærmest havde været lige så glædelig en nyhed. Han kunne ikke udtale sig om sine fremtidige planer, hvad angår konkurrencer og træning, da han ikke ved, om han får lov til at forlade Gaza igen, sagde han.

Selvom løbet sker i et indelukke, bliver det pludselig meget tydeligt, at det virkelig handler om retten til at bevæge sig frit.

Et stærkt politisk løb

Stemningen var vild og begejstret og Palestine Marathon adskiller sig på mange måder fra andre internationale løb. Man kommer ikke uden om, at det er et politisk løb, mere end det er et motionsløb. Politisk i den forstand, at samtlige deltagere bakker op om retten til at bevæge sig frit. I den forstand er der en politisk samhørighed blandt løbsdeltagerne. Når det så er sagt, er det en noget broget skare. Der er alt fra professionelle løbere til ti-årige piger på bare tæer til familier med klapvogne, der går ruten.

Marathon- og halvmarathonløberne blev sendt afsted kl. 8:00 og 10 km en halv time senere. For at gøre forvirringen total havde man i Betlehem, som ligger på Vestbredden og er under det palæstinensiske selvstyre, valgt at overgå til sommertid natten op til løbet - også i modsætning til resten af landet. Man vil ikke ligne de byer, der er under israelsk styre.

Kaos og anarki, men en snert af frihed

Da de første løbere var sendt afsted, stod jeg og ventede uden for løbebanen tæt ved målstregen. Fire palæstinensiske piger fik lynhurtigt møvet sig ind i forreste linje med tilskyndelse fra deres mødre, der stod ved sidelinjen. Løbsarrangørerne, Lærke og Signe, forsøgte sammen med løbets voluntører at få pigerne til at rykke længere tilbage og få forklaret, at der var 20 min til startskuddet på de 10 km gik. Det ragede pigerne en høstblomst. De skulle stå forrest. Ikke engang de store blå metalbarrierer, som voluntørerne fik hentet, kunne holde dem tilbage. Pigerne var en skøn sammensætning af ivrige og flabede. Så snart Lærke og voluntørerne vendte ryggen til sneg pigerne sig om på forsiden af barriererne. Hverken fysisk gelejden tilbage eller skrappe formaninger kunne få dem på plads. Kort tid efter får menneskemassen skubbet sig så meget fremad, at metalbarriererne vælter og massen får skubbet sig helt op til målstregen. Voluntørerne forsøger at råbe folk op, og formane dem længere tilbage. Folk hopper over hegnene, der adskiller pladsen fra banen ved startfeltet. Alle vil stå forrest. I horden af mennesker får de frivillige løftet metalbarriererne op og ud fra startfeltet. En af de frivillige klapper Lærke på skulderen og siger, at der er et minut til løbstart. Jeg gør som de andre og får mast mig ind på startfeltet og inden der er gået 30 sekunder begynder folk at løbe. Jeg kigger på Lærke og de frivillige, der med et smil på læben trækker på skuldrene, som tænkte de ”Vi kan alligevel ikke styre det her. Lad dem løbe!”

Løbet går gennem Bethlehem, langs med muren, der adskiller Bethehem fra det israelsk styrede område. Ruten går et kort stykke ind i Aisha flygtningelejren og ud igen. Det, der er særligt ved ruten til Palestine Marathon er, at det ikke kan lade sige gøre at finde en rute på 42 km indenfor det palæstinensisk styrede område - zone A. Selv hvis man drejer ad alle gader, kan man kun finde 10 km. Derfor skal man gentage ruten fire gange for at kunne gennemføre et marathon.

#Anerkend Palæstina

Aftenen før løbet mødte vi nogle danskere fra Mellemfolkeligt Samvirke, som havde taget initiativ til en aktion nede ved muren i Bethlehem. De havde malet #anerkendpalæstina med 2 m høje bogstaver på muren, der, når den står færdig er over 700 km lang og omringer Bethlehem. Israelerne kalder den for en beskyttelsesmur. Muren er led i at sikre jøder adgang til Rakels grav, som er et helligt sted for både kristne, jøder og muslimer.

Rygtet om, at man ville samle så mange mennesker som muligt ved muren om eftermiddagen efter løbet, spredtes hurtigt over Facebook. Venner inviterede venner, som inviterede flere venner. Så klokken tre om eftermiddagen, godt ristede i benene, stod vi godt 100 mennesker under skriften på væggen og fik taget gruppebillede. Billedet spredtes ret hurtigt på både israelske og internationale medier.

Manden, der kørte os til Det Døde Hav

Under opholdet før og efter løbet bliver det klart for en, under hvilke forhold palæstinenserne lever. Gennem samtaler med blandt andet taxachaufførerne, der fragter os hid og did træder hverdagshistorierne frem. De fortæller om deres liv og hverdag. Især en ung chaufførs historie gjorde indtryk. Han bor i Dheisheh, som er en FN-flygtningelejr, der blev oprettet i 1949. Palæstinensere blandt andet fra Betlehems opland fik inddraget deres hjem af israelerne. Oprindeligt var Dheisheh en teltlejr, men da det i midten af 50’erne stod klart for de fleste familier, at de aldrig kunne vende hjem begyndte de at bygge permanente huse. Nu er det nærmere et lille bysamfund, hvor tredje og fjerde generation vokser op. Hans bedsteforældre og oldeforældre blev fordrevet fra Kabo, en landsby nær Bethlehem, i 1948. Han bor der med sin kone og deres to små sønner. Han fortalte, hvordan de isrealske soldater uden varsel kan komme og vække dem midt om natten for at inspicere deres hus. For nylig havde de været der og få dage senere, kom de tilbage for at gentage inspektionen. Han havde da bedt dem om at være mere rolige denne gang og forklaret dem, at hans yngste søn var meget bange. Samtidig havde han forsøgt at berolige sin søn ved at sige, at det ikke var israelske soldater, der var kommet, men nogle af hans venner. Da inspektionen var overstået så han, at hans søn havde tisset i bukserne.

Journalisten fra Ramallah

Mohammed Daragmeh fortæller fra Det danske hus i Palæstina om situationen, som det ser ud fra hans stol. Han er journalist og fra byen Ramallah.

Han mener, at Palæstinas største udfordring er, at nuværende og kommende generationer af palæstinensere ikke har noget håb for fremtiden. 45 pct. af befolkningen i Gaza er villige til at forlade landet for at få et arbejde. Blandt den unge del af vurderer han, at det er op mod 90 pct. Håbet om en palæstinensisk stat er mere eller mindre lagt i hænderne på, at den vestlige verden - primært Europa - vil anerkende Palæstina som stat. I samme åndedrag siger han, at det udelukkende er økonomiske sanktioner, der kan ophæve besættelsen.

Det er hans vurdering, at flertallet at det palæstinensiske folk vil have en sekulær stat - altså adskille stat fra moske - men at de valgte et islamisk styre, fordi de blev lovet sociale reformer.

Politisk bevågenhed

Kort tid efter, at løbet blev afviklet i 2014, angreb Israel Gaza og halvanden måneds voldsomme angreb resulterede i, at henved 2300 palæstinensere mistede livet og op mod 11.000 blev såret. Den bevågenhed krigen fik i medierne, har utvivlsomt været med til generelt at skærpe politikernes opmærksomhed omkring konflikten. I år deltog folketingspolitikere fra Socialdemokraterne, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten og det skabte endnu mere bevågenhed i både den danske såvel som den internationale presse, end de seneste år. Det ville være naivt at tro, at en løsning på konflikten ligger lige forude, men der er samtidig ingen tvivl om, at det løbet har en helt konkret og vigtigt betydning for de mennesker der lever på Vestbredden. Deres bevidsthed om menneskerettigheder er blevet skærpet og de værdsætter den positive bevågenhed og opmærksomhed, som løbet har skabt omkring deres situation.

LFS har støttet de fire LFS’eres deltagelse i Right to Movement - Palestine Marathon med 1500 kr. til hver. Begrundelsen er, at løbet ikke tager parti i konflikten mellem Israel og Palæstina, men udelukkende demonstrerer for retten til at bevæge sig frit for børn og voksne i Gaza og på Vestbredden.